Send et gratis julekort
Fynboerne er ikke i tvivl om, hvordan de helst vil modtage deres julehilsner ifølge en undersøgelse foretaget af TNS Gallup for PostNord.
Undersøgelsen viser, at 68 pct. af fynboerne bliver mest glade for en julehilsen sendt som brev, mens kun otte procent foretrækker mail, fire procent sms og to procent en hilsen på Facebook.
De fynske mænd er sammenlignet med kønsfæller i resten af landet dem, der har de højeste forventninger til, hvor mange julehilsner, der lander i brevkassen. 73 pct. af dem regner nemlig med at få en julehilsen med posten.
PostNord gør i en pressemeddelelse opmærksom på, at man kan bruge app'en 'Postkortet', der har fået nye julefeatures, så man kan indramme sine egne fotos med gran og sløjfer. Herefter skriver man en hilsen, og så printer og omdeler PostNord julekortet.
Et julekort kan sendes for otte kr. og er fremme efter fem hverdage. Venter man til sidste øjeblik, skal det sendes fra posthuset senest 22. december. Et julekort sendt via app koster 19 kr, men i den her uge lancerer PostNord et tilbud til alle danskere om at sende et gratis julekort fra app'en, hvis man bruger koden JULEKORT2016.