Sort humor hjælper
- Vi støtter hinanden, og sort humor hjælper. Det er en særlig ting for mænd, som kan hjælpe midt i en vanskelig situation. Sådan fortæller en af deltagerne i gruppen Jan Meyer fra Jyllinge. Da Roskilde Avis var på besøg, havde han netop fået besked om, at nu kunne han ikke længere få behandling for sin lungekræft. Men han var dog glad for at have fået Ja til en alternativ behandlingsform. Jan Meyer har været med i gruppen, siden den startede for godt to år siden: -Jeg er glad for at komme her og tale med de andre. For mig gælder det om at kunne se lidt lysere på tilværelsen i den tid, som jeg nu har tilbage. Neubert Kronow bor lidt sydøst for Roskilde og har haft prostata-kræft i to år: - Når vi hygger os sammen her, hjælper det meget på humøret. Det er rigtigt godt, for man kan jo godt gå og blive lidt trist, inden vi mødes igen næste gang. - Derfor var det nok en god idé med møder lidt oftere, mener han. tk