Fortsæt til indhold

Vi kendte ikke til problematikken

De nye ejere af Bröd er noget kede af den situation, som de pludselig befinder sig i

Arkiv
AF Emma Biørn Fish og SImon Carlson

Nini Ravn Hansen og Lotte Fogh overtog i starten af december caféen Bröd i Jernbanegade fra Lennart Lorenzen. Egentlig var det ikke meningen, at de to damer ville starte en cafe i Kolding, men da muligheden bød sig, sprang de til.

“Vi havde en fælles bekendt med Lennart, som fortalte os, at caféen var til salg. Vi tog ud og så den, og vi kunne godt se os selv i dens placering og dens stil, så vi købte interiøret af ham og overtog stedets lejekontrakt,” fortæller Lotte Fogh.

Selvom de to damer er blevet taget godt imod af både kunder og leverandører, er de en smule trætte af den modvind, som caféen har fået i forbindelse med de mange historier fra fortiden.

“Der har været nogle spekulationer om, hvorvidt vi er stråmænd for den tidligere ejer. Det vil jeg gerne slå fast med det samme, at det er vi ikke. Vi er bare to veninder, der altid har ønsket os at åbne en cafe sammen, som nu forfølger vores drøm,” fortæller Nini Ravn Hansen, der altså sammen med Lotte Fogh også er registreret med eget CVR-nummer på adressen under navnet Forama.

Lennart Lorenzens virksomhed Gastro Advice er stadig registreret til adressen, men hvorfor ved de to kvinder ikke.