Børnehjælpsdagen holdt julefest på Koldinghus for 10. gang
Gaver, kultur og hygge i en stor pakke
80 anbragte børn og unge fra 11 forskellige institutioner var i dag inviteret til julehygge og jubilæum på Koldinghus.
Det er den landsdækkende hjælpeorganisation Børnehjælpsdagen, der står bag arrangementet, der er blevet et særdeles populært tiltag blandt de anbragte børn og unge, som var klar på at få en hyggelig dag, med både nye og gamle venner. Det er således en dag, som de har glædet sig til i lang tid, fortæller projektleder Ida Lissau Jacobesen.
“Det giver glæde og tryghed hos børnene, når de ved at de skal til julefest på Koldinghus, og det er vigtig for os, at vi holder arrangementet på nogle af Danmarks store kulturinstitutioner, så de får mere med hjem end en gave. Vi tror fuldt og fast på, at det er med til at skabe det hele menneske, at børnene både får det sociale samvær og nogle kulturelle inputs. Jeg håber meget på, at det lagrer sig hos dem, at de kan huske, at de var til julefest på Koldinghus, hvor de lærte noget om stedet,” siger Ida Lissau Jacobsen, som også kunne markere en ret specielt dag, da det i dag var 10. gang, Børnehjælpsdagen holdt julefest på Koldinghus, og Ida Lissau Jacobsen har selv været med hele vejen.
Lærer om historien
Gennem de 10 år er julefesten på Koldinghus blevet mere og mere populær hos institutionerne og børnene. Det forstår pædagog Bibi Sørensen godt. Hun er ansat på døgninstitutionen Tinghøj i Kolding, og hun kan tydeligt mærke, at der opstår en nysgerrighed for historien hos børnene op til julefesten.
“De spørger rigtig meget til, hvad Koldinghus egentlig er. De synes jo, det er ret sejt, at her har boet en konge, så allerede der får de noget med. På selve dagen glæder de sig rigtig meget over, at der er så mange, der bruger tid på dem og vil være sammen med dem. Så er der selvfølgelig også lige gaverne, som de glæder sig ret meget til,” griner Bibi Sørensen.
For gaver er naturligvis også en del af julefesten. Til at gøre det ekstra hyggeligt, kom musiker og skuespiller Søren Bregendal for at dele gaver ud, og han sørgede naturligvis for, at børnene fik én gave hver med hjem.