Fortsæt til indhold

Storgodser sad tungt på Als og Sundeved

Ny historisk bog om flere hundrede års kamp mellem hertuger og bønder

Arkiv
Arkiv

For tre hundrede år siden bestod Als og Sundeved af tre-fire storgodser, hver med et slot som centrum. Under slottene hørte en række store herregårde, som egnens bønder så igen hørte under.
Det system blev med usædvanlig konsekvens rullet ud over hele egnen af Hertug Hans den Yngre sidst i 1500-tallet og bestod et par hundrede år, til det lige så konsekvent blev afskaffet i 1700- og 1800-tallet.
Det har Carsten Porskrog Rasmussen, daglig leder af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, nu skrevet bogen 'Hertuggodser' om.
Den fortæller om hertuger og herregårde, men handler lige så meget om forpagtere og bønder, for godserne var ikke bare store landbrug, men omfattede næsten hele egnen.
Bogen fortæller også for første gang om en lang, sej strid mellem hertugerne af Augustenborg og bønderne om, hvor meget bønderne skulle betale for, at hoveriet blev omlagt og begrænset. Striden ulmede videre helt til 1848, hvor den smeltede sammen med borgerkrigen mellem dansk og tysk.
Hertuggodser er udgivet af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og Historisk Samfund for Als og Sundeved. Den koster 298 kroner og fås i boghandlen og museumsbutikken. jesl