Fortsæt til indhold

Find fordybelse i bogen

Bøger giver fordybelse, fordi man lukker andet ude af sindet

Arkiv
Nina Møller

Facebook, Instagram, sms'er. mails, tv, You-tube videoer, reklamer. Der er hele tiden noget, som rykker i os og fanger vores opmærksomhed eller forstyrrer den i en hverdag anno 2016. Det moderne menneske lever i verden fuld af stimuli, hvilket kan betyde, at hjernen sjældent får en velfortjent pause fortæller psykolog Lene Bammeskov, som har praksis i Varde.

“Flere undersøgelser viser, at hovedet ikke hviler, som vi tror, når vi stempler ud foran fjernsynet og digitale medier. Googler man ‘søvnråd', vil man blive rådet til at modstå fristelsen til at tænde tv og computer, når man vil dysse sit system ned for natten” siger hun.

Spørgsmålet er så, om det at læse en bog er en bedre vej til at opnå en mental pause.

“Søvnforskeren vil svare, at en bog, ligesom film og tv, vækker følelser, hvorfor læsning kan forhindre søvnen. Man kan blive så opslugt af en fortælling, at man kommer til at læse det meste af natten. Søvn er den bedste mentale pause, men at fordybe sig og glemme tid og sted højner ikke kun psykisk trivsel, men giver det moderne menneske en sund mental pause i en stimulipakket hverdag,” siger hun.

Børn er gode til at være i nu'et. For de fleste voksne er det en luksus at fordybe sig og være nærværende, til stede i nuét. Det voksne menneske har ofte fokus på fremtiden og det næste, man skal huske, gøre, eller håndtere, og vi forholder os til fortidens erfaringer, der analyseres, forklarer psykologen:

“Med en bog kan man aktivt give sig selv en stund med fordybelse, hvor bevidstheden er samlet om en ting uden at blive forstyrret og dele sin opmærksomhed. Man bestemmer selv og tager bogen i sit eget tempo, og det er netop med til at give plads til ro, fordybelse og refleksion. Man kunne også dyrke mindfulness og meditation, hvor man tømmer sindet for at genfinde ro og nærvær i sig selv. Erfaring fra min praksis er dog, at det kan være svært at slippe tanker om hverdagen. Den ønskede mentale pause forstyrres hele tiden af dårlig samvittighed over at være inaktiv og tanker om, hvad man skal huske af gøremål. Her har bogen eller lydbogen en styrke. Læseren løftes ind i en anden verden. Man inspireres og stimuleres og kommer på den måde automatisk på afstand af det, som ellers optager hovedet,” siger Lene Bammeskov.