Fortsæt til indhold

Studerende vil have flere uddannelser til Fredericia

En ny uddannelses- og ungemiljøundersøgelse viser, at Fredericias studerende er glade for at læse i fæstningsbyen og efterspørger flere uddannelser og et fælles uddannelsesmiljø

Arkiv
Arkiv

Resultaterne fra en ny uddannelses- og ungemiljøundersøgelse er blevet præsenteret for Uddannelsesudvalget. Undersøgelsen afslører, at der er stor tilfredshed blandt de unge, når det gælder udbuddet af ungdomsuddannelser. Samtidig viser undersøgelsen, at byens unge studerende gerne vil have flere muligheder for at uddanne sig i Fredericia, når ungdomsuddannelsen er afsluttet. De unge efterspørger også mere vejledning, så de kan vælge den rigtige uddannelsesretning første gang.
”Det er en rigtig spændende undersøgelse, som fortæller os, hvad de unge i Fredericia Kommune er optaget af. Vi er i Uddannelsesudvalget allerede i gang med arbejdet om at tiltrække nye uddannelser og udvikle vores eksisterende uddannelser. Undersøgelsen understreger også, at vi i byrådet gjorde det rigtige, da vi i budget 2017 valgte at investere i uddannelsesvejledning til alle vores unge,” siger formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser, at de unge drømmer om et endnu bedre unge- og studiemiljø – især på tværs af uddannelserne. Ligeledes fortæller undersøgelsen, at for de som kunne tænke sig at blive i Fredericia, er der ønske om et aktivt ungemiljø og ungdoms-/kollegieboliger. For de som rejser ud for at videreuddanne sig, er det især udsigten til igen at komme tæt på familien, som kan få de unge til at flytte tilbage til Fredericia.
”Det er utroligt brugbart, at vi har fået så kvalificeret viden til det videre arbejde med at udvikle Fredericia. Vi vil nu gå i dialog med de unge, for at drøfte konklusionerne i fællesskab. Vi vil gerne drøfte, hvordan vi kan styrke det tværgående uddannelsesmiljø, og hvilke uddannelser de unge efterspørger,” siger formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen.