Slut med gratis paraplyer
For mange glemmer at levere butikkernes låne-paraplyer tilbage igen
Fredericia Shopping har valgt at nedlægge ordningen, hvor butikkerne tilbyder kunderne en gratis låne-paraply.
Ordningen, der blev indført i foråret 2014, blev straks et hit. Mange lånte paraplyerne, så de kunne gå tørskoet fra Shopping-medlem til Shopping-medlem.
“Det har vitterligt været en succes. Folk har været meget begejstrede for at kunne tage en paraply, når det pludselig blev regnvejr, mens de gik og shoppede,” siger by- og eventkoordinator Karina Wærnskjold-Thiesen.
“Det var hele tiden meningen, at man efter endt brug satte paraplyen tilbage, så andre kunne bruge den under det næste våde skyl. Men vores kunder har bare været så glade for paraplyerne, at det kun er et fåtal, der er kommet retur. Så på den måde kan man sige, at vi er druknet i vores egen succes,” siger hun.
Fredericia Shoppings bestyrelse har valgt ikke igen at erstatte de forsvunde paraplyer med nye.
“Det har været en stor omkostning at indkøbe de mange hundrede paraplyer, og bestyrelsen vil fremadrettet hellere bruge pengene på events, der kommer alle til gode,” siger Karina Wærnskjold-Thiesen.