Vojens Høtte er i yderste livsfare
Arrangøren af Vojens Høtte, Vojens BI, kan blive tvunget til at afstå fra fremtidigt at arrangere "Sønderjyllands Sjoveste Byfest"
Igennem 47 år har Vojens Bold- og Idrætsklub arrangeret byfesten, som har fået prædikatet "Sønderjyllands Sjoveste" - Vojens Høtte. En fest, som er blevet en vital del af byens dna på lige fod med f.eks ishockey. Men nu kan det være slut. Det er fakta efter endnu et meget dårligt regnskab.
Når byens fodboldklub har arrangeret den store fest, så har det været en aktivitet som skulle bringe økonomi ind i foreningen, så man kan tilbyde sine medlemmer gode aktiviteter. Den modsatte verden kan ikke lade sig gøre, og derfor råber VBI-formand, Ulrik 'Buller' Nielsen, nu vagt i gevær. Han erkender at Vojens Høtte er voldsomt udfordret, og stiller spørgsmålet 'Hvad vil Vojens egentlig med sin byfest?'
"Man siger 'Hvis du vil have lokale butikker i morgen, skal du handle i dem i dag'. Sådan er det også med en fest som høtten. Vi må desværre erkende at de seneste års arrangementer har været ramt af manglende opbakning. De økonomiske resultater har været støt faldende, og selv om vi har forsøgt at tilpasse os er det ikke lykkedes at knække den nedadgående kurve," siger VBI-formanden.
Tager den store risiko
"Vojens Høtte er hele byens fest, men det er Vojens Bold- og Idrætsklub som tager langt den største risiko. Det er også klubbens mange frivillige, der står for hele det store arbejde med planlægning, bemanding og afvikling af aktiviteterne på cirkuspladsen, aktiviteter i RådhusCentret samt det store optog igennem byen. Der er naturligvis enkelte virksomheder, som har deres egne Høtte-arrangementer, men det er VBI, som løber den store risiko, hvis det ikke løber rundt," siger Ulrik Nielsen videre:
"Vi mødes samtidig af ønsker om større og bedre musikarrangementer og lavere billetpriser. Det er ting som ikke hænger sammen. Og endelig er nye lovkrav og et meget tungt bureaukrati ved at kvæle arrangementer som høtten.
Generationsskifte
Ud over de voldsomme udfordringer, som Vojens Høtte mødes af, er den store byfest godt i gang med et generationsskifte i den komité, som tager sig af arbejdet med byfest året rundt:
"Vi har kendt opgaven i flere år, men vi er endnu ikke helt i mål med nye personer på nye pladser. Der er brug for flere hænder og især administrative hoveder i Høttekomitéen," fortæller Ulrik Nielsen:
"Vi skal bruge nye kræfter, som - sammen med den tilbageværende høttekomité - kan binde de løse ender sammen, så vi igen kan skabe en rentabel byfest til gavn for både VVI og hele Vojens by."
Nu skal Vojens stå sammen
VBI-formanden lægger ikke skjul på, at det er absolut sidste chance hvis Vojens skal beholde sin byfest. I samme moment understreger han, at det bestemt ikke er en kritik af det enorme stykke frivillige arbejde, som ydes år efter år:
"Hvis det ikke var for det kolossale arbejde som Høttekomitéen, VBIs medlemmer og de mange frivillige har ydet år efter år, havde der slet ikke været nogen byfest. I gør et fantastisk stykke arbejde som VBI både er stolt af og glad for. Nu skal resten af Vojens på banen," siger Ulrik Nielsen og slutter:
"Hvad sker der mon med alle de øvrige uge 34-aktiviteter, hvis høtten ikke er der? Forsvinder de så ikke også og så bliver uge 34 i Vojens lige som alle andre uger?"