29 oplevelser venter til foråret
Musikforeningen Bygningen har et spændende og alsidigt forårsprogram klar til gæsterne
Musikforeningen Bygningen slutter som vanligt årets program med den store årligt tilbagevendende koncert 2. juledag med Bongoinstituttet og Miller's Lounge. 2016 har for musikforeningen været et år med mange store musikalske oplevelser og med flere udsolgte sale, og allerede nu kan foreningen melde udsolgte sale til et par af forårets koncerter.
Forårsprogrammet 2017 byder på i alt 29 koncerter og standupshows, begyndende i slutningen af januar og frem til maj. Et program der afspejler bredden og alsidigheden i musikforeningens genrevalg.
Programmet spænder bredt fra Jacob Dinesen, Niels Hausgaard, Folkeklubben, Ida Corr til Rasmus Walter, Michael Falch, Poul Krebs og Love Shop. Standuppen står Jan Svarrer og Rune Klan for. Herudover vil også Comedy Zoo On Tour besøge foreningen tre gange i løbet af foråret.
6 på opleveren
6 på opleveren er Musikforeningen Bygningens tilbud til dig om at komme til seks udvalgte koncerter, du måske ikke lige umiddelbart havde valgt at gå til.
”Som regel plejer vi at købe billetter til det vi kender og ved vi kan li', og det giver også store musikalske oplevelser,- men vi har ofte lidt modstand på det vi ikke kender eller ikke har hørt så meget af. Det vil Musikforeningen Bygningen gerne gøre noget ved, og tilbyder derfor en billet til 6 af forårets udvalgte koncerter til en pris af 400 kroner. Normalpris for disse 6 koncerter er i alt 1180 kr,” fortæller Jens Peter Halborg, kunstnerisk leder i musikforeningen.
Årsskiftet er også tiden, hvor alle medlemmer skal forny der medlemskab. Nye medlemmer, der melder sig ind i løbet af januar, deltager i en konkurrence om 2 billetter til valgfri (ikke udsolgt) koncert eller show.