Beboere på plejecentre får også i år julegaver
Beboerne på Esbjerg Kommunes plejecentre har de sidste par år kunnet se frem til en julegave fra Lida og Oskar Nielsens Fond, og i år er ingen undtagelse. Fonden har nemlig besluttet igen at forsøde julen for hver enkelt beboer med en julepakke.
"Julen er en tid, hvor vi har fokus på at glæde hinanden. Vi vil gerne gøre noget ekstra for at glæde de ældre på plejehjemmene. Derfor har vi også i år besluttet at give beboere på alle plejehjem i Esbjerg Kommune en julegave," siger bestyrelsesmedlem i Lida og Oskar Nielsens Fond, Ove Brinck Sørensen, i en pressemeddelelse.
Borgmester Johnny Søtrup glæder sig over donationen og siger:
"Gaven fra Lida og Oskar Nielsens Fond er med til at skabe livskvalitet for vores ældre medborgere på plejecentrene og er et fint eksempel på, hvordan vi sammen skaber det gode liv, hvor alle involveres og tager ansvar."