Nye chefer hos Vestergaard
Den store Gevninge-virksomhed Vestergaard, der producerer avanceret udstyr til afisning af fly i alverdens lufthavne, har udnævnt to nye chefer i salgsafdelingen fra nytår. Anders Larsen bliver Chief Sales Officer. Med sin baggrund som maskiningeniør startede han oprindelig som udviklingsingeniør, men har de sidste mange år hovedsageligt beskæftiget sig med salg. Anders har spillet en afgørende rolle for, at Vestergaard i dag har en førende markedsposition. Samtidig bliver Lars Barsøe vicepræsident i afdelingen for salg og marketing. Han stiller med sin økonomibaggrund og mangeårige internationale salgs- og ledelseserfaring og får ansvaret for en række af virksomhedens vigtige distributører og agenter. Ligeledes er Lars overordnet ansvarlig for firmaets marketingindsats på verdensplan. - Med disse to udnævnelser sikrer vi de bedste rammer for den fortsatte internationale udvikling i Vestergaard Company, siger selskabets øverste chef Stefan Vestergaard. Virksomheden med ialt 250 ansatte har hovedkontor i Gevninge ved Lejre og desuden afdelinger i USA, Frankrig og Thailand, der leverer til kunder i det meste af verden.