Olrik fortæller om mænd til Ladies Night i Vojens
Sexolog, forfatter og ’frækkert’, Jakob Olrik, kommer til Vojens
Foredragsholder og forfatter Jakob Olrik måtte her i efteråret 2016 skuffe en udsolgt sal i Vojens, da han blev ramt af længerevarende sygdom. Efter mange forespørgsler har den eftertragtede herre nu besluttet at lægge Vojens ind som første stop på sin forårsturné, der allerede tager sin begyndelse i midten af januar 2017. Og her venter en del hemmeligheder om manden, for Olrik har tænkt sig at tage bladet fra munden.
“Hvad sker der bag manden? Og sker der overhovedet noget? Hvordan skal du tyde hans sms'er? Og hvorfor kan sex løse alle problemer, når samtalen er gået i stå? Bliver du gang på gang
frustreret over din mands reaktioner eller har du ledt efter Mr. Right i årevis? Der er spørgsmål nok at besvare
Man siger så ofte at 'mænd ikke forstår kvinder'. Men forstår kvinder mænd?
Olrik vil også forsøge sig med tips til hvordan du tiltrækker en mand, forfører ham, beholder ham og kommer af med ham på en god måde.
”Kvinde, kend din mand” er et foredrag, der kommer ind på, hvorfor nogle mænd ikke tør binde sig til en kvinde, og hvorfor andre mænd frygter at blive forladt. Det røber, hvorfor alle mænd er vilde med porno og har lyst til sex med alle kvinder. Det afdækker mænds ubehag ved al for megen sniksnak og forklarer, hvorfor mænd på hele planeten har samme store glæde ved at holde sit eget lem i hånden. Med andre ord - der er meget at lære, især for publikummer af hunkøn, når Jakob Olrik gæster Tørning Mølle 17. januar klokken 19.00.
Hvis du er heldig behøver du ikke købe billet til mødet med Danmarks førende mandlige sexolog. Arrangørene og Lokalavisen sætter nemlig to billetter på højkant til én heldig læser. Alt hvad du skal gøre for at deltage i lodtrækningen om billetterne er at sende en mail til haderslev.konkurrence@lokalavisen.dk. Her skriver du løsningen på gåden: Hvad hedder foredraget med Jakob Olrik på Tørning Mølle den 17. januar? Husk også at skrive dit navn på og send den så vi har den senest den 30. december.
Vinderen får direkte besked og vinderens navn kan ses på vores webavis den 30.