Hæv sommerhusbelåningen nu
Nybolig-mægler roser planer om at hæve realkreditbelåningen for sommerhuse
Hvis et flertal i Folketinget hæver realkreditbelåningen for sommerhuse fra 60 procent til 75 procent vil det give landdistrikterne alletiders adrenalinindsprøjtning.
Det mener Ole Bredgaard, som er indehaver af Nybolig Guderup, som bl.a. dækker sommerhusområderne på Als.
"Af de mange forslag, Regeringen er kommet med, er forslaget om at hæve realkreditbelåning for sommerhuse, blandt de mest visionære. I yderområderne har vi brug for nogle initiativer, som kan gøre en forskel, og det her virker både som en gratis og effektiv omgang, eftersom det ikke kommer til at koste staten penge," siger Ole Bredgaard.
Han mener tværtimod, at staten kan komme til at tjene penge på at øge realkreditbelåningsgraden.
"Her er vi ikke i tvivl om, at der vil komme mere gang i markedet, da flere vil få råd til et sommerhus. Og hver gang, der laves en sommerhushandel, tilfalder der som bekendt tinglysningsafgifter til staten. Samtidig kan man også forvente mere arbejde til de lokale håndværkere, når de nye sommerhusejere vil lave forbedringer på deres nye feriebolig," siger Ole Bredgaard.
Ole Bredgaard mener derfor, at det bør være en ekspeditionssag at få forslaget igennem.
"Jeg vil gerne opfordre politikerne til at kigge i vores retning som det første efter juleferien og få stemt forslaget igennem, så endnu flere kan få råd til at realisere deres drøm om et sommerhus," siger Ole Bredgaard.