Fortsæt til indhold

Frygter højhus som nabo

S-mindretal sendte sagen videre til Byrådet

Arkiv
Anette Gundlach

Et flertal, der bestod af Venstre, DF og Enhedslisten, i Plan- og Teknikudvalget stemte nej til højt og tæt byggeri på Vindingevej. Tre socialdemokrater stemte ja og begærede sagen i Byrådet, så den kunne blive behandlet endnu engang. Hvis bygherren får lov til at fuldføre projektet får naboerne i parcelhuskvarteret et etagebyggeri på 10 meter helt tæt på. Naboerne har alle protesteret og skrevet høringssvar om, at det store byggeri ikke passer ind i deres kvarter, og slet ikke så tæt på. En af dem er Morten Pedersen, der får en bygning på lidt over syv meter en spytklat (fire meter) fra sit skel. 8,5 meter væk fra skellet er byggeriet 10 meter højt. - Jeg er glad for, at et flertal af politikerne har lyttet til vores bekymringer. - Samtidig er jeg skuffet over, at socialdemokraterne slet ikke kan se, at byggeriet er for højt og for tæt til at ligge der, siger Morten Pedersen. Han flyttede til stedet for 12 år siden, fordi han gerne ville bo i lavt byggeri. - Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle have højhuse som nabo, var jeg slet ikke rykket til Vindingevej, siger Morten Pedersen. - Politikerne kan ikke være bekendte at sige ja til den ene dispensation efter den anden i denne sag, siger Morten Pedersen og henviser til, at bygherren får lov til at bygge meget højere og tættere end man må på nabogrundene. - Jeg synes, det lugter af manglende respekt for os her i området.

For højt og tæt

Peter Madsen fra Venstre er en af de politikere, der stemte nej til lokalplanen. - Jeg synes, byggeriet er for højt og for tæt til at ligge i et parcelhuskvarter, siger han og fortsætter: - Jeg mener hellere, vi skal koncentrere sig om at udvikle Ny Østergade-projektet, der kommer til at ligge få meter derfra, og hvor der kommer til at være 400 boliger. Peter Madsen mener ikke, at der er brug for de 25 ekstra lejligheder, som bygherren vil placere i området. ag@roskildeavis.dk

Morten Pedersens hus ligger til højre for modellen af det nye byggeri, der ligger fire meter skellet på hans grund.