Fortsæt til indhold

Sikrer mod 2 meters højvande

Arkiv
Af Torben Kristensen

- Nu sikrer vi med mobile vandfyldte diger og en række andre foranstaltninger, så vi er forberedt på, at vandet stiger med op til 2 meter over den normale vandstand ved Jyllinge. Så går det forhåbentlig.
Sådan forklarede den lokale beredskabschef Lars Robétjé fra stationen ved Vindeingevej til Roskilde Avis mandag formiddag, mens forberedelserne til den kommende stormflod 'Urd' natten til tirsdag stadig var i fuld gang.
- Vi har jo fået et varsel i god tid, så flere hundrede mennesker har arbejdet ihærdigt på en sikring mod oversvømmelse. Det gælder lokale frivillige, vores egne folk fra Østsjællands Beredskab, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet osv.
Omkring det truede område i Jyllinge Nordmark, hvor flere hundrede boliger blev oversvømmet ved stormenfloden 'Bodil' i december 2013, har beredskabet udlagt de mobile diger, der fyldes med vand og tidligere har vist sig meget effektive til at holde vandet fra Roskilde Fjord ude.

En god fornemmelse

- Den seneste prognose siger, at vandet vil nå sit højeste med en vandstand på 1,80 eller 1,83 meter over dagligt vande mellem klokken 3 og 8 natten til tirsdag. For at have en tilstrækkelig sikkerhedsmargen forbereder vi os derfor på at kunne klare en forhøjet vandstand på 2 meter, forklarer Lars Robétjé.
-Hvis denne forudsigelse holder, og der ikke sker en forværring i udsigten, så har jeg en god fornemmelse af, at vi nok skal klare det denne gang. Vi har i hvert fald gjort alt det, der er muligt nu, siger Roskildes beredskabschef.
Mange frivillige fra Jyllinge-området har også deltaget i arbejdet med et etablere den ekstraordinære kystsikring, før stormfloden kommer. Det gælder både folk fra området, der selvfølgelig vil redde deres eget hjem, og andre, som gør en indsats for naboer i Jyllinge.

Forsinkede diger

Efter den store oversvømmelse for tre år siden, da vandet steg med over 2 meter, har Roskilde kommune vedtaget en stor plan om kystsikring ved Jyllinge Nordmark med nye diger ud mod Roskilde Fjord og Værebro Å.
Men det omfattende arbejde, der kan klare en stormflod på 2,4 meter, er endnu ikke kommet i gang, bl.a. på grund af indsigelser fra Danmarks Naturfredningsforening, som går mere op i at redde nogle strandenge ud til fjorden.
Enkelte beboere i området har også klaget over, at det kommende dige med en tilhørende sti kommer for tæt på deres beboelse.
Disse indsigelser har opsættende virkning på byggeriet af diger, og den statslige styrelse, der skal behandle klagerne, bruger enorm lang tid på at behandle sagerne.