Ken har succes med renserier
Ken Paulsen åbner snart sit fjerde renseri i Sydjylland
Ken Paulsen fra Sønderborg har succes med sin kæde af renserier, Mit Renseri.
Han har i dag butikker i Sønderborg, Aabenraa og Haderslev, og den 3. januar åbner Ken Paulsen sit fjerde Mit Renseri, denne gang i Kolding.
Mit Renseri tilbyder alt indenfor rens af beklædning, sko/sneakers og vask af bordduge samt dyner med mere til private og virksomheder.
"Vores koncept er bygget op omkring kundetilfredshed og det vil sige rimelige priser og en leveringtid der er tilpasset kundernes behov uden at gå på kompromis med kvaliteten samt et meget servicemindet personale," siger Ken Paulsen, der har mere end 10 års erfaring i renseribranchen.
Mit Renseri i Kolding vil i 2017 som det første renseri i Danmark tilbyde drive inn afhentning af vasketøj.
"Det forventer vi os meget af. Kunder vil gerne afhente hurtigt f.eks. fredag eftermiddag hvor børnene i bilen er trætte og gerne vil hjem eller hvis man på anden måde ikke har mulighed for at komme ind i butikken, så kan vores nye drive inn afhentning være en mulighed."
Ken Paulsen oplyser desuden, at Mit Renseri i Haderslev siden åbningen sidst i september oplever en stadig stigende tilgang af kunder fra Kolding området.
Mit Renseri har netop ansat den medarbejder som skal passe renseriet, og der var med over 400 ansøgninger meget stor interesse for jobbet.
Ifølge Ken Paulsen er der planer om at åbne yderligere 1-2 renserier i det sydlige Jylland i løbet af 2017. Kikkerten er rette mod Vejle og Fredericia, og dermed ser det ud til, at Mit Renseri-kæden kommer op på seks renserier ved udgangen af 2017.