Fortsæt til indhold

Lige til kanten

Trods sammenbrud af to mobile diger blev Jyllinge Nordmark reddet efter kæmpe indsats fra Beredskabet og hundreder af frivillige

Arkiv
Foto: Per Rudkjøbing

For hundreder af familier i Jyllinge Nordmark nåede højvandet lige til kanten under stormen 'Urd' natten mellem 2. og 3. Juledag, og kun et par enkelte huse led skade. Hele to af de mobile diger, som fyldes med vand for at holde oversvømmelsen ude, brød sammen på Lærkevej. Så flere hundrede frivillige samt folk fra beredskabet kæmpede en hård kamp for igen at få lukket hullet med sandsække og andre forhåndenværende ting, mens pumperne kørte på fuld tryk for at få vandet ud igen. - Vi har været udfordret på både materiel og mandskab gennem en hård nat, indrømmede Roskildes beredskabschef Lars Robétjé tirsdag morgen, da den værste fare var drevet over, og vandet ikke steg mere, - Midt på natten gik det første dige i stykker. Men der var et i reserve, som vi satte op, men det holdt heller ikke. Så måtte vi bruge sandsække og sætte alle disponible folk ind, fortæller Robétjé. - Efterhånden var vi nået til Plan C og Plan D, og så kunne vi ikke gøre andet end at håbe på, at vandet ikke steg yderligere. - Måske har et par enkelte huse fået lidt skader på fundamentet, men vi har i hvert fald fået reddet hundreder af huse, så det ikke gik så galt som under stormen 'Bodil' for tre år siden, forklarer beredskabschefen.

Ros til mandskabet

Lars Robétjé dirigerede slagets gang fra Beredskabsstationen på Vindigevej hele natten sammen med borgmester Joy Mogensen, der som øverste ansvarlig i kommunen også var med i den særlige 'krisestab'. - Jeg har vel fået sovet et par timer i løbet af de sidste tre døgn. Men det er også i orden, når det nu heldigvis ser ud til at gå godt, fortæller Robétjé. I løbet af natten kunne beboerne i det udsatte område se på, mens vandet bare steg og hele tiden kom nærmere til deres hus. For alle, der oplevede oversvømmelsen under 'Bodil' for tre år siden, var det en skrækkelig gentagelse, der heldigvis endte godt denne gang. Da vandet stod højst tirsdag formiddag, var det nået op til 1,50 meter over det normale niveau. Hen på eftermiddagen var det igen nået ned på 1,20 meter over dagligt vande. - Nu er situationen stabiliseret, men jeg er ikke helt rolig, før vandet har trukket sig tilbage igen, fortæller Lars Robétjé til Roskilde Avis. Beredskabschefen roser sit mandskab, der har knoklet i døgndrift, samt de mange frivillige fra hele Jyllinge og andre steder i Roskilde, der ilede til for at være med til at hjælpe. - Uden deres fantastiske indsats var det ikke endt så godt, som det nu blev tilfældet, konkluderer Lars Robétjé. tk

Ved den gamle fiskerlandsby i Jyllinge stod vandet også højt.
Beredskabschef Lars Robétjé nåede kun at få et par timers søvn i løbet af tre døgn under slaget om at redde Jyllinge Nordmark fra en ny katastrofe.
Bølgerne slog ind over de mest udsatte huse i Inderfjorden ved Frederiksborgvej.