Plads til aktive unger
Ejby Skole kunne langt om længe indvie det nye store bevægelsesrum fredag 16. december. Rummet er kun en lille del af skolens store ombygningsprojekt, der nu er ved vejs ende. Forude venter nu arbejdet udenfor
Det 150 kvadratmeter store bevægelsesrum var fyldt til bristepunktet, da børn og voksne fra Ejby Skole var med til at indvie det nye rum. Indvielsen markerede afslutningen på udvidelsen af Ejby Skole, der har været hårdt ramt af skimmelsvamp.
Det var derfor en glad skoleleder, der kunne se enden på det lange byggeprojekt.
"Det har været en lang proces at finde den rigtige løsning. Nu har vi fået bygget om, og har fået mulighed for at udnytte pladsen meget bedre. SFO'en er blevet en integreret del af skolen, og mellemtrinnet og udskolingen har fået en adskillelse, der giver flere stillemiljøer," fortæller skoleleder af Ejby Skole, Peter Aagaard.
Skimmelsvampen blev konstateret i foråret 2015, og det betød at klasserne måtte rykke tættere sammen. Der skulle tænkes nyt, og den knappe plads skulle dække både større og mindre elevers behov.
"Hele ombygningen har skabt et rigtig godt sammenhold på skolen, fordi de store og små har måtte deles om faciliteterne og udendørsarealerne. Så det har faktisk været positivt. Derfor er det også vigtigt, at den nye skole er gennemtænkt og bliver bundet fint sammen af nye gange," siger Peter Aagaard.
I støj og støv
Arbejdet med at bryde ned blev klaret over en sommerferie, så børnene blev skånet for den mere voldsomme del af arbejdet. Dog kan projekter i det omfang ikke undgå at skabe lidt forstyrrelser i dagligdagen.
"Da vi kom tilbage efter sommerferien lå der støv alle vegne. Men vi har jo heldigvis kun været vidne til genopbygningen, så vi har hele tiden kunne se fremgang. Det har klart været det hele værd, når man står tilbage med disse lokaler. Vi har fået en mere fremtidssikret skole. Nu mangler vi udendørsarealerne, og det bliver rigtig godt med legeplads og amfiscene, hvor vi kan holde samlinger," forklarer Peter Aagaard.
Indvielsen blev fejret med taler, korsang og fællesdans for både børn, voksne og politikere. Rummet har i hvert fald udstået første test, og skal fremover udnyttes af de aktive børn.