Fredericia sparer på sygehuse
Fredericias borgere er tilsyneladende blevet sundere. Eller i hvert fald mindre syge, for kommunens udgifter i forbindelse med borgeres hospitalsindlæggelser faldt med 3,7 millioner fra 2014 til 2015. Den samlede udgift sidste år løb op i 192.349.182 kroner. Det svarer til cirka 3.800 kroner pr. borger.
Udviklingen tilskrives blandt andet en målrettet, forebyggende indsats i ældreplejen. Kommunens udgifter til både forebyggende indlæggelser og indlæggelser på grund af fysiske sygdomme er faldet. Til gengæld er udgifter til psykiatrien steget med lige knap en million kroner til 8,7 millioner.
Trods den samlede udvikling og faldende udgifter ligger Fredericia Kommunes udgifter i forbindelse med borgeres behandling i Regionens sundhedssystem 11 millioner over landsgennemsnittet. Den udgift kompenseres ikke af staten.