Produktionsskole-spørgsmålet lever endnu
Valget står mellem Meritten og EFA-Syd, men onsdag kunne byrådet ikke beslutte sig. Sagen er udsat
På sit møde i går onsdag den 21. december skulle byrådet tage stilling til, hvilken af kommunens to produktionsskoler, der skulle fortsætte. I stedet besluttede man at udsætte sagen til et ekstraordinært byrådsmøde, der holdes den 27. december.
Sagen er den, at der i dag er to produktionsskoler i Aabenraa kommune, Meritten og EFA-Syd, men det er én for mange, mener man i Kommunen. Det skyldes, at antallet af elever til de to skoler samlet er faldet de seneste år. Og prognoserne siger, at antallet vil falde yderligere i de kommende år.
Den bedste løsning, mener man i kommunen, ville være at sammenlægge skolerne, og det har man igennem mere end to år sammen med skolerne forsøgt på, men det er ikke lykkedes. Og derfor har man set sig nødsaget til i stedet at tilbagekalde vedtægterne for én af produktionsskolerne, som det hedder. Det vil i praksis betyde, at skolen må lukke.
Ikke meget forskel
I forvaltningen har man vuderet, at skolerne på flere af parametrene stort set opfylder de samme forhold, og at det alene er nuancer, der adskiller dem. Det er på bygningsmasse og faciliteter, at forvaltningens vurdering falder en anelse ud til fordel for den ene skole frem for den anden, nemlig til fordel for EFA-Syd. Forvaltningens indstilling er derfor, at vedtægterne tilbagekaldes for Produktionsskolen Meritten med virkning fra 1. januar 2018.
Beslutningen, som altså nu er udsat, træffes ikke kun på baggrund af tal og prognoser. Den 14. december var byrådsmedlemmer og stedfortrædere nemlig på en lille besigtigelsestur til Merittens afdelinger i Bov og Aabenraa og til EFA-Syd i Rødekro.
Da sagen blev behandlet, deltog Kirsten N. Christensen, Eivind Underbjerg Hansen, Signe Bekker Dhiman, Dorte Soll, Ejler Schütt, Kaare Solhøj Dahle og Gert Nordklitgaard ikke på grund af inhabilitet.