Ikke størrelsen det kommer an på
Vælg det rigtige fyrværkeri. En lille raket kan gøre det mindst lige så godt som den største i forretningen
Når vi har sunget 'Vær velkommen Herrens år' skal der fyres nogle gode raketter af. Læn nakken tilbage og nyd den lysende nytårshimmel. Og lad nu være med at blive rasende, når den store, dyre raket, du lige har sendt op i mørket, viser sig som en undseelig plet. Du kunne bare have lyttet til fyrværkeren.
“Når der står 'NEM: 75 gram' på raketten, må der ikke være mere krudt i. Det vil altså sige, at der ikke nødvendigvis er mere krudt i store raketter. Hvis jeg åbner en stor raket, vil du opdage, at den er fyldt med luft,” fortæller Michael Sterndorff, Børkop Festfyrværkeri.
Når den store, tunge raket skal lette, bruger den krudt som motor.
“Når den så er kommet op i en fornuftig højde, er der ikke meget krudt tilbage. Det betyder, at eksplosionen på himlen er temmelig lille. Hvis raketten skal bruge meget energi på at stige til vejrs, er der mindre krudt tilbage til bomben,” forklarer fyrværkeren.
På Industrivej i Børkop står der otte containere fyldt med fyrværkeri. Den nye fyrværkeriregel, der trådte i kraft forrige år, har sat sit præg på forretningens aktivitet.
“Det er først mellem jul og nytår, vi får travlt. Førhen startede 'den lille fyrværker' 1. december, men sådan er det jo ikke mere. Man må først skyde af fra 27. december, og vores salg begyndte 15. december,” fortæller Michael Sterndorff.
“I år er der ikke mange, der har fri mellem jul og nytår, så jeg forventer stort rykind eftermiddag og aften,” tilføjer han.
Rent krudt
Han opfordrer folk til at spørge ind til fyrværkeriet, når de er i tvivl. Også om opbevaring.
“Hvis for eksempel et bomberør ruller rundt i bagagerummet i en bil en uge, kan det være farligt at antænde. I det hele taget skal man kassere fyrværkeri, der har fået stød, knæk og fugt. Jeg anbefaler, at man opbevarer det tørt og godt - så det ikke er koldt, når det affyres. Så er farverne skarpere,” siger Michael Sterndorff, der tilføjer, at krudt ikke bare er krudt.
“Krudtets renhed er afgørende. Billigt krudt giver ikke 'rene' og gode effekter på himlen.”
Batterier er næsten altid en god løsning. Her får man ofte mere for pengene. Også, hvis skyerne hænger lavt. Der er jo ingen grund til at fyre raketter af, hvis de springer i en højde, hvor man ikke kan se dem.
Nyeste skud hos Michael Sterndorff er et rundt batteri. Han forsikrer, at krudtet er rent - og at hastigheden er i top.
“Det er en ny model af Børkop Bomben. Batteriet laver spiralformede effekter i blandende farver.”
Hos Børkop Festfyrværkeri oplever man i øvrigt en tendens, hvor selskaber - eller en villavej - slår sig sammen, når der skal købes fyrværkeri.
“De varmer gerne op med 3-4 almindelige batterier, og slutter af med vores 'compound pro serie' med hele 286 luftbomber. Så er nytåret skudt ind.”
Fyrværkeriets indmad er det vigtigste. Skidt med hvor prangende kassen ser ud
Michael Sterndorff, Fyrværker