Er kultur kun for sjov?
Kulturen stikker dybere end den danske andedam
Det mest markante i 2016 var uden tvivl krigen i Syrien. På femte år begås der dagligt folkemord, som verdenssamfundet har givet op overfor. Magtesløshedens fængsel er kvælende, den store Bjørn i Rusland er vækket, og den er både magtsulten og viser tænder.
Der er ingen nemme løsninger. Det er et valg mellem pest og kolera for at få fred. Hvis man skærer ind til benet, hvad har så dybest set udløst den borgerkrig? I Syrien hersker ragnarok, fordi man mangler fælles fodslag og værdier i forhold til fremtiden.
Det handler om kultur
Og så handler det pludselig også om kultur. Det har jeg tænkt over i forhold til vores lille andedam både på landsplan og i vores kommune. Er det bare morskab, underholdning og oplevelser, vi arbejder med på kulturens vegne med Tirpitz Museet, Varde Sommerspil, kulturisme?
Eller stikker kulturen dybere? Indgår kulturen ikke som en substans i vores værdi-grundlag, når vi skal identificere os som mennesker i et altdominerende pragmatisk verdenssamfund? Vi ved godt, der er mere end hygge, flæskesteg og rødkål, der binder os sammen som borgere i et demokrati, hvor ytringsfriheden langt hen af vejen er en selvfølge. Det er vores fordel som lilleputnation, at vi faktisk kan nå hinanden. Desuden bør kultur ikke negligeres, når man taler vækst.
Der skal satses på kulturen
Se på Fredericia Musicalteater og akademi, der i dag bader i succes. Ikke mindst fordi de fra dag ét har fået en kæmpe økonomisk støtte, millioner, fra lokale og internationale handelsdrivende i Fredericia inklusive Fredericia kommune, der alle så potentialet i en kulturinstitution af denne kaliber, der gør en kæmpe forskel for områdets renommé og kommunens borgere, og tiltrækker folk i hobetal fra hele landet, også til gavn for byens hoteller, restauranter og butikker. Det gør Varde Sommerspil også.
Kultur er værdier
Kultur er jo netop også værdisæt og identitet, som vi kan dele med hinanden, og som får os til at blomstre som mennesker og tænke over, hvem vi er, og hvad vi står for som nation med positive og kritiske briller på.
På det personlige plan har jeg været heldig at stifte bekendtskab med en gruppe unge syriske flygtninge, der til trods for, at gruppen inkluderer både kurdere, kristne og muslimer, der slås i deres hjemland, har bundet teaterbånd i deres stykke om flugten over havet, hvor den syriske musiktradition har bygget bro over dybe kløfter af intern splittelse.
Den unikke oplevelse tager jeg med ind i 2017, som et spinkelt håb om mere fred i verden og med en stålsat tro på, at kultur flytter grænser.
Teaterlækkerier i 2017
For 2017 ser jeg frem til teaterlækkerier i 7-kanten: Ali Baba, Grease og fejring af Varde Sommerspil nummer 40 med musicalen Midt om natten i en opdateret version med alle de fede Gasolin og Kim Larsen numre. Det bliver med garanti en folkefest under bøgen i Arnbjerg.