Fortsæt til indhold

Forkæmpere fylder 30 år

Zonta Roskilde donerede kvart million til kvinder i 2016

Arkiv
Af Charlotte Christensen

Det er med en god fornemmelse, at de 30 medlemmer i Roskilde-afdelingen af foreningen Zonta ved årsskiftet fejrer deres 30 års jubilæum. De donerede i årets løb 250.000 kroner til arbejdet med at bekæmpe omskæring af piger og til kampen mod børneægteskaber.
Samtlige medlemmer af Zonta i Roskilde er kvinder, ligesom de cirka 32.000 andre medlemmer på verdensplan.

Erfarne karrierekvinder

- Foreningen består udelukkende af indflydelsesrige erhvervskvinder, og de fleste af os er modne kvinder med en årelang karriere bag os. Vi er fokuserede på at tjene penge til vores godgørende formål og bruger vores professionelle erfaringer. Vi kan da godt finde på at bage en kage til vores månedlige møder – men det sker sjældent, siger lokalformand i Roskilde Anne Kühnell og erkender, at det ikke lige er hjemmebag, der er samtaleemnet, når erhvervskvinderne mødes.
Roskilde-afdelingen er den bedst indtjenende afdeling i Zontas distrikt 13, der dækker Danmark, Norge, Island og Litauen.
- Pengene tjener vi blandt andet ved vores årlige julemarked i Roskilde - ved siden af gasværket på Sct. Ibsvej. Vores populære design-juletræer, lavet af dæk og sælskindspels, sælger rigtig godt. Samlet giver julemarkedet 30.000 kroner årligt til vores hjælpearbejde, fortæller Anne Kühnell.

Zonta-smykket sælger

Det helt særlige Zonta-smykke, som lokalforeningen er eneforhandler af, giver også en god indtjening.
- Smykket er designet til os af sølvsmed Allan Scharff, der også har designet til Georg Jensen og Holmegaard. Smykket, han har lavet til os, er meget populært blandt medlemmer i hele verden, som har mulighed for at købe det, når vi mødes til konferencer, fortæller formanden om endnu en af pengestrømmene, som går ubeskåret til kampen mod børneægteskaber via FN's hjælpearbejde.
I øjeblikket arbejder Zonta Roskilde på at undersøge, om der er penge at tjene til støttearbejdet i brugte tasker.
Foreningens formål er at styrke verdens kvinder ved at gøre dem ligestillede, mere magtfulde og indflydelsesrige.
- Ud over at bekæmpe omskæring af piger og børneægteskaber arbejder Zonta også for mere uddannelse og voldsforebyggelse. Vi udfører en del lobbyarbejde i foreningen på verdensplan og arbejder sammen med FN om vores projekter, så det er meget synligt og berigende at se, præcis hvad pengene går til, oplever Roskilde-formand Anne Kühnell.