Fortsæt til indhold

Spændende projekter er sat i gang

Johnny Søtrup ser tilbage på guld og spændende projekter

Arkiv
Johnny Søtrup, Borgmester Esbjerg Kommune

Hvordan ser du tilbage på året, der er gået?
“Jeg ser tilbage på 2016 som et år, hvor der er sket rigtig mange ting i vores kommune. Lad mig nævne nogle af de gode ting først - 2 gange guld til henholdsvis Team Esbjerg og Esbjerg Energy. En masse spændende byggeprojekter er sat i gang, heriblandt Landgangen som skal forbinde by og havn, Esbjerg Strand, Shoppingcenteret Broen, Droob projektet, gågadeprojektet med sidegaderne, Vadehavscenteret og meget mere. Jeg er også rigtig glad for den særdeles positive rapport om, at de studerende er vilde med at læse i Esbjerg. Det lover godt for uddannelsesbyen Esbjerg. Og alt peger på, at der i 2017 vil være lige så meget tryk på kedlerne - alt sammen ting, som er med til at gøre Esbjerg til en endnu mere spændende kommune. I den mere triste ende har vi set en meget kedelig nedgang i olie / gas aktiviteterne, og så måtte vi desværre også tage afsked med Esbjergs store velgører Tage Sørensen.”

Hvad håber du arbejdsmæssigt, der vil ske i 2017?

“Arbejdsmæssigt er min forhåbning for 2017, at der hurtigt kommer en positiv afklaring om fremtiden for off-shore aktiviteterne i Nordsøen til gevinst for Esbjerg og Danmark i det hele taget.”

Hvad håber du, at der personligt vil ske i 2017?

“På det personlige plan vil 2017 jo være et lidt specielt år for mig, da det bliver mit sidste år som borgmester i Esbjerg kommune. Min forhåbning vil være, at vi får valgt min viceborgmester Jesper Frost Rasmussen som min afløser. Det vil sikre, at den gode udvikling vores kommune er inde i, vil kunne fortsætte.”