Sådan gør man livet svært for indbrudstyven
Ifølge TrygFonden og DKR skræmmer Nabohjælp indbrudstyven
Det er nok alle husejers største frygt at komme hjem til et gennemrodet hus, der har haft besøg af en indbrudstyv.
Nytårsaften er en af de dage i året, som er indbrudstyvens hårdeste arbejddage. Derfor er det en god idé at gøre, hvad man nu engang kan for at gøre livet sværere for de ubudne gæster. Men hvad kan man gøre?
Det er nok ikke muligt, at sikre huset fuldstændigt, men nogle simple ting kan gøre en forskel.
Det fortæller Lone Harlev, projektleder på Nabohjælp hos TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd, DKR.
“Overordnet er der to ting. Man kan gøre det besværligt for indbrudstyven, og man kan gøre det risikofyldt for indbrudstyven,” fortæller projektlederen.
Hunden skræmmer ikke
Hun forklarer, at man kan gøre det besværligt for indbrudstyven ved at tjekke husets stand i forhold til døre, vinduer og låse.
“Indbrudstyven vælger oftest et sted på vores bolig, som er sårbar. Derfor er det en god idé for eksempel at sikre vinduer med måske et ekstra beslag eller måske få låsen til døren skiftet,” fortæller Lone Harlev og forklarer, at det også er en god idé at klippe hækken ned, sådan at indbrudstyven ikke kan gemme sig dér.
“En høj hæk giver arbejdsro for indbrudstyven,” fortæller hun.
Selvom mange måske tænker, at deres hund er nok til at skræmme tyven væk, så skal man slet ikke være så sikker på det.
“Det er ikke en sikkerhed. Nogle indbrudstyve vil nok overveje det en ekstra gang, imens andre ikke har noget imod hunde,” fortæller Lone Harlev.
Nabohjælp virker
Det bedste råd er ifølge Lone Harlev, at man får et aktivt Nabohjælp sat op.
“Det er en rigtig god idé at få sat Nabohjælp op, hvor man hilser på hinanden altså simpelthen indfører hilsepligt på vejen og holder øje med hinandens boliger,” fortæller hun.
Det er ikke nok bare at få sat et skilt op.
“Det er godt at gøre det officielt. Få tilmeldt vejen, så man har 'committed' hinanden til at holde øje,” lyder rådet fra Lone Harlev.