Fortsæt til indhold

Nye tider i Kinorama

Både i Aabenraa og i Sønderborg er der nyt på biograffronten

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

"Vi kommer nok til at stjæle fra os selv her i Aabenraa," siger Per Matthiesen, indehaver af Kinorama i Aabenraa. Sagen er nemlig den, at biografægteparret Per og Anitta Matthiensen er i gang med at investere stort i Kinorama i Sønderborg, som de også ejer.
I Sønderborg er Kinorama på vej væk fra Perlegade og over i helt nye rammer inde i indkøbscenteret Borgen.
Det er Borgen A/S der står for byggeriet, som forventes at koste 50 millioner kroner. Per og Anitta Matthiesen investere yderligere mellem 12 og 15 millioner i indretning og inventar.
"Det bliver Danmarks mest luxuriøse biograf, og den vil danne præcedens for biografer både her i landet og i udlandet," lover Per Matthiesen.
"Med en biograf af denne kaliber trækker vi publikum til fra hele det sydlige Jylland. Også mange tyske gæster forventer vi, som her i Sønderborg vil kunne se film i originalsprog, hvor de jo i Tyskland bliver synkroniseret. Desuden er biografen i Flensborg, hvor der bor 125.000 mennesker, ikke er særlig attraktiv," siger Per Matthiesen.
Den nye biograf, der forventes at åbne op til vinterferien i 2018, kommer til at bestå af fem sale med i alt 545 pladser. Alle sale bliver udstyret med Dolby Atmos, som er det sidste nye inden for biograflyd og dertil laserprojektorer for bedste billedkvalitet. Sæderne bliver ren 'business class' med elektrisk styring og en komfort sjælden set i en biograf.
Kinorama i Aabenraa kommer i første omgang til at fortsætte uændret.
"Men også i Aabenraa har vi noget i støbeskeen. Det er dog for tidligt at komme nærmere ind på, for der er stadig meget, der mangler at falde på plads," siger Per Matthisen.

Det er biografsæder meget lig denne, som skal fylde det nye Kinorama i Borgen i Sønderborg. Foto: Svend Mikael Larsen