Hans Laier holder anderledes jul i år
Efter fem uger i Australien, ventede der gymnasterne på DGI Verdensholdet et helt andet slags eventyr i Indonesien
Hjemme i Danmark er det juletid, men i Indonesien betyder det regntid. Det var derfor en noget våd og varm fornøjelse at ankomme til det sydøstasiatiske land. Men varmen og luftfugtigheden stoppede ikke gymnasterne i at besøge lokale skoler, universiteter, templer, shoppingcentre og sågar en spejderforening for at lave en masse sjove og svedige shows og workshops.
Det blev til nogle spændende kulturmøder. De mange børn, unge og ældre holdet mødte under deres besøg, viste nemlig stor interesse og glæde ved at danse og bevæge sig sammen med de danske gymnaster. Efter hvert endt show eller workshop stod den på en lang selfie-seance, da der var mange, der gerne ville have billeder med det danske hold.
Langt hjemmefra
For Verdensholdsgymnasten Hans Laier Højer fra Varnæs i Sønderjylland har det været en spændende oplevelse at være så langt hjemmefra i julemåneden. Det er dog ikke altid helt nemt at finde den danske julestemning, når sludvåde sokker er skiftet ud med solskoldede pander og gymnastikhallen er byttet ud med ældgamle templer og afspærrede motorveje.
"Det har været meget spændende og anderledes, men det er noget andet, når det ikke er minusgrader. Det savnede jeg lidt," siger han
Jul og nytår i Kina
Nu er Hans Laier sammen med resten af holdet i Kina. Der har de allerede lavet workshops og optrådt for over 2.000 begejstrede børn og kan se frem til yderligere tre uger med store shows og spændende workshops i det store land. Det er også i Kina, at holdet skal fejre jul og nytår.
"Det bliver sjovt. Heldigvis er det sammen med en masse gode mennesker, så det hjælper lidt i forhold til, at man ikke er hjemme i vante rammer," siger Hans Laier.
Juleaften fejres i storbyen Shenzhen nord for Hong Kong, og nytåret fejres nord for Shanghai, hvorefter DGI Verdensholdet slutter deres besøg i Kina af med et par dage i hovedstaden Beijing, der snildt kan byde på tocifrede minusgrader om vinteren. Den 6. januar flyver holdet videre til Mexico.
Hilsen Hans
Hans sender en hilsen til alle dem derhjemme og håber, at de får en dejlig jul og kommer rigtig godt ind i det nye år.
"Jeg savner jer helt vildt meget og glæder mig, til at vi kommer hjem og viser alt det, vi har lært herude," slutter Hans Laier Højer.