Køkkenchefen på Froggy's Café hepper på Trump
Martin Paetau. 25 år. Medlem af Nye Borgerlige Ungdom. Køkkenchef på Froggy's Café i Odense.
Hvad synes du om valgkampen?
Den har været præget af had og meget beskidt. Der har ikke været meget konkret politisk snak. Der har været alt for meget fokus på kandidaternes baggrunde.
Hvad er kandidaternes største styrker hver især?
Trumps største styrke er hans ærlighed. Han virker oprigtig, når han taler. Han mener virkelig, hvad han siger.
Til gengæld har han ingen politisk erfaring, og det kan man godt mærke. For eksempel kommer han tit til at tale til den laveste fællesnævner.
Hillary Clinton har derimod en flot politisk karriere bag sig, og hun har masser af erfaring. Men hun har haft ufatteligt mange uheldige sager, hvor man med god grund kan mistænke hende for at være korrupt.
Hvilken forskel gør det for Danmark, om det er Clinton eller Trump, der vinder?
Det er et stort spørgsmål. Uanset hvad tror jeg, det vil være begrænset, hvad vi mærker.
Med Clinton vil vi ikke mærke noget som helst. Med Trump kan man frygte det værste og håbe det bedste.
Jeg tror dog ikke, han vil være så farlig, som nogen gør ham til. Han vil nok føre en relativt tilbagetrukken udenrigspolitik.
Han har truet med at vende ryggen til NATO, men det tvivler jeg på, han tør gøre, når det kommer til stykket.
Hvad skal du lave på valgaftenen?
Jeg skal såmænd arbejde og bagefter hjem og følge med i fjernsynet.
Hvem hepper du på?
Jeg håber faktisk, Trump vinder. Han er i min optik den mest oprigtige af de to kandidater. Jeg tror, han er et markant mere åbent og ærligt menneske end Hillary Clinton er, og det er vigtige egenskaber, jeg gerne ser i en amerikansk præsident.