Haderslev Garnison gik til Juleafslutning
Traditionerne er mange når Haderslev Garnison afholder jul
juleafslutning Traditionen tro afholdt Haderslev Garnison juleafslutning for alt tjenestegørende personel ved Haderslev Garnison Nisseløb, julegudstjeneste og uddeling af årets legater fra Slesvigske Fodregiments Parolefond. Soldater, alle udklædte som nisser, løb gennem Haderslev by og spredte julestemning med julesange og dans om byens juletræer. Efter julegudstjenesten ved Feltpræst Niels Peter Sørensen kunne alle se frem til et brag af en fest i Garnisonens gymnastiksal, hvor årets legater blev uddelt. Dette års legater gik til ikke mindre end seks personer, som alle havde gjort sig ekstraordinært positivt bemærket i løbet af året. Haderslev Garnison har flere forskellige myndigheder til huse; Danske Division, 1. Brigade og Telegrafregiment 1. Hovedkvartersbataljonen og civile samarbejdspartnere. Sammenholdet mellem de forskellige myndigheder er stort og alle ser frem til den samlede julefrokost for alle tjenestegørende ved Garnisonen. Slesvigske Fodregiments Parolefond er en fond, oprettet den 2. september 1949 og i 1957 under kongelig hånd og segl af HMK Frederik den IX. Fondens formål er at påskønne særlig indsats, ydet af ansatte blandt alle personelgrupper ved Haderslev Garnison, eller øvrige med tilknytning til Haderslev Kaserne. Påskønnelsen sker gennem tildeling af legatportioner. Legaterne overrækkes af Garnisonskommandanten i hans egenskab som fondens bestyrelsesformand, og gennemføres i overværelse af størst mulig deltagelse af personel tjenstgørende i garnisonen, typisk i tilknytning til Garnisonens julefrokost. Et legat er på 2500 d.kr. Kriterierne for indstilling til modtagelse af parolelegat er bredt favnende, hvorfor den enkelte enhedschef eller leder indsender en begrundet indstilling. Begrundelser der typisk kan anvendes: En særlig indsats i årets løb for garnisonen, enheden, sektionen eller elementet. Løst en særlig opgave med stor betydning for helheden. Ydet en særlig idrætspræstation i Haderslev Garnisons Idrætsforening. En fremragende soldat. Har løst sin funktionelle opgave ud over det sædvanlige. Har ydet en social indsats for andre kollegaer. Parolefondens Forretningsudvalg udvælger - på baggrund af indkomne motiveringer fra enheder og elementer – den endelige tildeling af legaterne.