Fortsæt til indhold

Styr på EUX Business

EUX-innovationsmessen var kulminationen op efterårets arbejde på EUX Business

Arkiv
Arkiv

Kulminationen på et projekt for 1. årgang på EUX Business på Køge Handelsskole fandt sted få dage før juleferien. Siden efterårsferien har de arbejdet med projekter indenfor erhvervsfag og særligt med fokus på området innovation.
Underviserne Kristine Kirkensgaard og Kevin Aalund på Køge Handelsskoles EUX & EUD Business har kørt projekter med alle elever på 1. år på EUX Business indenfor erhvervsfag. Mandag den 19. december oprandt den store dag, hvor alle grupper på EUX-innovationsmesse præsenterede de fiktive, innovative virksomheder og deres produkter, som de har arbejdet med over den seneste tid.
”Eleverne har siden efterårsferien arbejdet med at finde på og udvikle en innovativ produktionsvirksomhed. Det har ledt til mange spændende virksomheder, som eleverne gerne vil præsentere her på dagens Business-to-business messe,” fortæller Kristine Kirkensgaard.
”Vi har inviteret elever fra andre ungdomsuddannelser på skolen fx fra Stærk fra Start og Køge Handelsgymnasiums innovationsretning, så de kan se hinanden i kortene rent fagligt,” siger hun.
”På dagen skal eleverne fra EUX Business stå på mål for deres virksomheder. De har undervejs arbejdet og øvet sig med formen gruppesamarbejde, innovation i deres selvopfundne virksomhed og produkter, og de har sat sig ind i processer indenfor virksomheden fx Porters værdikæde, logistik og Gantts kritiske sti i projektstyringen. Vi har hele tiden koblet teorier sammen med virkeligheden, vi har beregnet leveringstid i forhold til bestillinger og meget mere,” siger Kristine Kirkensgaard.

Louis P med lup på innovation

”Vores elever skal have EUX-faktor, når de er klar fra os,” siger underviser Kevin Aalund.
”Eleverne har gennem forløbet indarbejdet et stort fagligt og teoretisk kendskab, som vil komme dem til gode, når de skal videre ud i lærepladser og ud på arbejdsmarkedet. De har lært om organisationsdiagram, om en virksomheds idégrundlag og målsætninger, målgruppe (B2B) og slutbrugere, de har foretaget alle mulige analyser – ud over Porters værdikæde – har de lavet SWOT-analyser for at vurdere virksomhedens styrker og svagheder, og de har lavet markedsanalyse gennem faserne hypoteser, analyse og konklusion. De har lavet flowchart over produktionstid, egenkontrol i virksomheden. De har sågar skulle producere billedreklame og en informativ reklame og arbejde med tre forskellige former for faglig kommunikation (fx brev, fax, mail, mødeindkaldelse og referat). Hertil har de trænet gruppearbejde og lavet kontrakt med hinanden og ført logbog over deres samarbejde – og anvendt konflikttrappe, hvis de har haft brug for det,” siger Kevin Aalund.
”Forløbet har ikke blot budt på teoretisk undervisning og praktisk arbejde i grupper. Undervejs har der været inspiration udefra virkeligheden med dugfriske eksempler på innovation og nudging. Med midler fra Louis P fonden har det været muligt at invitere oplægsholder Stig Hartmann Brask til at give eksempler på innovative måder at ændre folks adfærd og give bud på hvordan den viden kan bruges i forretningssammenhænge,” siger Kristine Kirkensgaard.