Fortsæt til indhold

Erhvervsakademi topper tilfredshedsundersøgelse

Arkiv
Arkiv

For sjette år i træk har Erhvervsakademi SydVest (EASV) i Sønderborg og Esbjerg Danmarks mest tilfredse studerende.
Det viser analysebureauet Ennovas netop offentliggjorte undersøgelse om studieglæde, udbytte og loyalitet blandt flere end 20.000 studerende på 10 videregående uddannelsesinstitutioner, primært erhvervsakademier.
“Vi har glædet os hver eneste gang, undersøgelsen er blevet offentliggjort i de seneste seks år. Akademiets undervisere og øvrige medarbejdere yder en stor og ihærdig indsats hver eneste dag for at skabe de bedst tænkelige rammer omkring uddannelse af kvalificeret arbejdskraft til det syd- og sønderjyske erhvervsliv. De studerendes svar i undersøgelsen er en anerkendelse af den indsats, så der er stor ros til samtlige medarbejdere,” siger rektor på EASV, Henrik Larsen.
I den årlige undersøgelse svarer de studerende på en lang række spørgsmål om generel studieglæde, udbytte af undervisningen og loyalitet i forhold til det akademi, de studerer på. Og EASV nøjes ikke med at bevare sin førsteplads fra de foregående fem år. På alle tre parametre, studieglæde, udbytte og loyalitet, viser undersøgelsen det bedste resultat nogensinde.
Blandt Erhvervsakademi SydVests 16 forskellige fuldtidsuddannelser er de studerende på installatøruddannelsen, international handel og markedsføring samt bygningskonstruktøruddannelsen de mest tilfredse.
"Det siger jo også noget generelt om, at vi virkelig kan noget her i Syd- og Sønderjylland. De studerende får noget ud af at være her, og det er ikke kun en anerkendelse af EASV, men af hele det syd- og sønderjyske område, vi dækker. Vi ved, at uddannelser af høj kvalitet er afgørende for udviklingen af arbejdsmarkedet i området, og det er vi stolte af at bidrage til," siger Henrik Larsen.