Mødrehjælpen mangler julehjælp til 1.202 børn
Det er stadig muligt at støtte indsamlingen til og med 23. december
I alt har 6.894 udsatte børnefamilier søgt om en håndsrækning fra Mødrehjælpen til at give deres børn en glædelig jul i år. Men endnu mangler der at blive samlet en del penge ind, hvis alle godkendte familier skal kunne få julehjælp.
Under sloganet 'Det pynter at være gavmild' rykkede Mødrehjælpens ansatte fredag 16. december på gaden for at dele julepynt ud. Igennem julemåneden har en lang række kendisser i små videofilm, som de har delt på de sociale medier, under det samme slogan opfordret andre til at give et bidrag til Mødrehjælpens julehjælpsindsamling.
Hjælp til gaver og middag
"Nogle familier er så hårdt trængte på deres økonomi, at børnene ikke kan få en gave, som de ønsker sig. Nogle børn undlader helt at skrive ønskeseddel, fordi de ved, forældrene mangler penge. Julemiddagen kniber det også med at få råd til," udtaler direktør Mads Roke Clausen i en pressemeddelelse fra Mødrehjælpen.
6.894 børnefamilier har ved fristens udløb 15. december sendt en ansøgning i håb om at få en økonomisk håndsrækning til at købe en gave til hver af børnene og til et dejligt julemåltid. 2.551 familier med 5.204 børn, er ud fra Mødrehjælpens kriterier godkendt til at modtage julehjælp. Men lige nu mangler der fortsat penge til 1.202 børn, før indsamlingen slutter 23. december.
For at blive godkendt til julehjælp fra Mødrehjælpen, skal man leve op til tre kriterier. Ud over at være udfordret økonomisk, skal familien være ramt af en social begivenhed, som en fyring, en skilsmisse eller sygdom, som gør det særlig svært at komme igennem dette års jul. Også familiens trivsel bliver vurderet forud for en godkendelse.
Børn fortjener en juleaften
”Det betyder også, at der vitterligt er tale om familier i særligt vanskelige situationer. Uanset, hvad baggrunden er, fortjener børnene at opleve en juleaften, der ligner den, deres klassekammerater kender,” siger Mads Roke Clausen.
Man kan støtte med 150 kr. på sms JUL til 1231 eller MobilePay: 4226 2626.
jesl