En stemmes flertal for boliger
Tre etagers byggeri ved Vindingevej trods protester fra naboerne
Et tre etagers byggeri med 25 nye boliger ved Vindingevej blev godkendt af Roskilde Byråd onsdag aften med kun en stemmes flertal. For stemte 16 medlemmer fra S-SF-R og K, mens 15 fra V-DF og El var imod. Naboer i området har også protesteret kraftigt, da de mener, at byggeriet er for stort til kvarteret og kommer alt for tæt på deres boliger. Mindretallet i byrådet var enige i deres indvendinger. Flertallet mente derimod, at det er vigtigt at få flere boliger i byens centrum og fandt byggeriet acceptabelt. Karsten Lorentzen (DF) var imod, fordi byggeriet efter hans opfattelse var for højt, for tæt på naboerne og for voldsomt i forhold til resten af kvarteret. - Både naboerne og vi politikere i Plan- og Teknikudvalget har haft en fornemmelse af, at 'det hele var klappet af på forhånd, så der ikke var noget at gøre'. Socialdemokraterne har af en eller anden grund været helt vilde for at få det godkendt, forklarede han. Jonas Paludan og Enhedslisten forklarede, at byggeriet var for stort til området: - Vi ønsker også en 'fortætning' med flere boliger og indbyggere midt i Roskilde. Men det kan også blive for meget, som det er tilfældet her.
For dyre boliger
Daniel Prehn (S) forsvarede det nye boligbyggeri. - Vi vil gerne have flere indbyggere og arbejdspladser til Roskilde, men så må folk også kunne få et sted at bo. Jeg kan godt forstå, at naboerne ikke synes, det er sjovt at få et byggeri så tæt på. - Men vi mener, det er forsvarligt, og de nye indbyggere kan jo ikke alle 'bo i den anden ende af byen'. - I øjeblikket har vi stor mangel på boliger i Roskilde, så priserne bliver presset voldsomt op, og det går ikke kun ud over tilflyttere. Vores egne borgere, der gerne vil skifte til noget andet, har også meget svært ved at finde noget, som de har råd til at betale. Efter hans mening var der i forvejen flere høje bygninger i området, og når Røde Port-byggeriet kommer i gang kommer der endnu større huse i nærheden. Peter Madsen (V) mente ligeledes, at byggeriet var for tæt på naboerne og for stort: - En sådan boligblok hører ikke rigtigt hjemme i dette kvarter, forklarede han. Jeppe Trolle (R) forstod naboernes betænkeligheder: - Men det er jo ikke Brøndby Strand og jeg tror, at det kommer til at passe ind i kvarteret. Kaj V. Hansen (S) sagde, at beboerne i området snart ville blive glade for det nye boligbyggeri, fordi det gav afskærming op mod jernbanen og det kommende Røde Port-byggeri. tk