Med flygel, messing og sang
Musikrådets flygel fik igen 'kaldt' en stor flok sangglade mennesker sammen i Sønderjyllandshallen. Denne gang for at synge julen ind, og det skete søndag eftermiddag.
Karen Hanne Munk ledte de cirka 200 fremmødte igennem Højskolesangbogens dejlige advents- og julesange ved først at fortælle om dem og derefter at spille på flygelet til fællessangen akkompagneret af Thorbjørn Larsen på violin og Jens Morten Munk på trompet.
Fire gange messing
Til anden halvdel af arrangementet var indhentet fire messingblæsere fra hhv. Vejle, Kolding, Aabenraa og Sønderborg. Først spillede de nogle smukke koncertnumre, og derefter akkompagnerede de til julesangene.
Eftermiddagens musikalske oplevelse var for de fremmødte en god start på juletiden.
De næste gange 'Musikrådets Flygel Kalder' bliver søndag den 5. februar kl. 14-16 og søndag d. 26. marts kl. 14-16. Dermed kan man få sat de første krydser i den nye kalender.