Domprovstens jul
Anne-Sophie Olander Christiansen glæder sig til at fejre traditionerne med familien og prædike i en fyldt domkirke
- For mig står julen for alt det, der betyder noget i mit liv. Både når jeg fejrer højtiden sammen med min familie og nærmeste eller prædiker om den kristne tro i en fyldt kirke. Sådan fortæller Roskildes nye domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen, der netop er startet i sit embede, efter at den tidligere Himmelev-præst blev valgt i efteråret blandt en række ansøgere. - Jeg tror altid, jeg vil være hjemme til jul, så der bliver ikke noget med at rejse til Thailand. Men måske kan det komme på tale til nytår, tilføjer Anne-Sophie Olander.
Arbejde og fest
Den nye domprovst har selvfølgelig travlt til jul, der er en af folkekirkens højsæsoner. Juleaften er der hele fire gudstjenester med et samlet besøg på over 8.000 mennesker i domkirken, og hun skal selvfølgelig prædike ligesom 1. juledag. - Vi fejrer, at Gud kom til, for at være der for os med sin kærlighed. Vores gud lever på denne måde i blandt os og er altså ikke blot en gammel mand, der sidder på en sky i sin høje himmel, forklarer Anne-Sophie Olander om sin tro. Selvfølgelig bliver der også tid til at fejre en traditionel jul. Juleaften, når hun er færdig i kirken, kommer familien, og så står den på andesteg med sovs, kartofler, brunkartofler og rødkål. - I år bliver vi kun otte, men andre gange har vi været op til 23, når alle i familien er samlet. - Så bruger vi det, der er tilbage af det gamle stel i kongeligt porcelæn, som jeg har arvet efter min farmor og farfar. De fik det i bryllupsgave i 1939, og det er dejligt at kunne bruge den slags gode ting, forklarer hun. Til 1. juledag inviterer domprovsten også på julefrokost med de traditionelle danske retter, når dagens prædiken er overstået.
Fantastisk by
Anne-Sophie Olander er netop rykket ind i domprovstens embedsbolig, der ligger lige nord for domkirken med en flot udsigt over Provstevænget og Roskilde Fjord. Huset er blevet grundigt renoveret, og hun har endnu ikke fået tømt alle flyttekasserne. - Her er fantastisk at leve, fortæller hun begejstret. - Når jeg står op om morgenen, ser jeg fjorden til den ene side, og til den anden har jeg domkirkens gotiske tårne og buer. Det er både opløftende og tankevækkende på én gang. - Den himmelstræbende bygning er jo et symbol på, hvordan troens folk gerne ville tættere på Gud. Men samtidig er det enorme byggeri, der krævede en kraftanstrengelse at bygge gennem flere århundreder, et bevis på den kæmpemæssige betydning, som kirken har haft på det tidspunkt. - Til hver en tid vil en tro jo være præget af menneskene og deres samfund. Nu lever vi i en demokratisk periode, og det er vores folkekirke heldigvis præget af. Det kan jeg godt lide, siger Anne-Sophie Olander. Efter at hun blev sognepræst for otte år siden i Himmelev, er hun faldet godt til i Roskilde: - Vi lever i en dejlig by, fyldt med historie, kultur - og fremfor alt mange aktive mennesker. De går op i foreningsliv, lokal politik, sport og meget andet. Festivalens mange frivillige skaber en mentalitet og dynamik, som vi møder mange steder. Derfor er Roskilde en så god by at arbejde og leve i, mener den nye domprovst. Blå bog Navn Anne-Sophie Olander Christiansen. Født 1964 i Esbjerg, hvor Moderen var skolelærer og faderen skolepsykolog. Som barn flyttede hun en del rundt i Vestjylland. Student i Tønder og cand. theol. fra Københavns Universitet i 2000. Har været præst i Farum, Helleruplund, Lyngby og ved den danske kirke i den canadiske by Vancouver. Blev sognepræst i Himmelev for otte år siden, inden hun i november blev valgt til domprovst ved Roskilde Domkirke. Hendes mand er forlagsdirektør i København, og de har tre børn på 26, 23 og 20 år.