Fortsæt til indhold

Pladsen på sejrsskamlen er belønning nok

Thomas Valsted er pressekontakt for Region Varde Elitesport

Arkiv
Arkiv

Alle der er involveret i frivilligt foreningsarbejde ved, hvor meget der kræves af indsats og tidsforbrug, noget som folk der ikke har med frivilligt arbejde at gøre indimellem har svært ved at forstå. Det er ulønnet arbejde, og det er meget ofte øretævernes holdeplads, og du finder ud af, at ikke alle nødvendigvis vil dig det bedste.
Men når man så efter tre års hårdt og målrettet frivilligt arbejde kan stille sig op på øverste trin på sejrsskamlen, løfte pokalen og lade kåre som Dansk Mester, er det hele indsatsen værd. Derfor står titlen som Dansk Mester i speedway til Region Varde Elitesport som det, der lyser mest tydeligt op for mig i 2016.
Den følelse man står med, når et mål er nået, er helt ubeskrivelig. Vel at mærke et mål, der er nået i tæt samarbejde med andre frivillige og ildsjæle – det er bare en fed fornemmelse. Og at det hele så foregår med udspring lige midt i vores dejlige Varde Kommune gør bare det hele endnu bedre. Og giver fornyet energi og benzin på motoren til fremtiden.

Forventninger og håb 2017

Det er mit mål og ambition, at Region Varde Elitesport kan fastholde og udbygge sin status som fyrtårn i Varde Kommune, og at vi sportsligt kan fastholde vores position i toppen af dansk liga-speedway.
Vi møder hård modstand både på og udenfor banen, men vi er sikre på, at vi som de sindige vestjyder, vi er, nok skal komme igennem de udfordringer, vi møder. Og vi har mange drømme og planer for fremtiden. Varde Kommune er det sted, jeg bor, der hvor jeg arbejder, og der min verden foregår.
Derfor har jeg et stærkt ønske om at medvirke til, at Varde Kommune også fremadrettet er et attraktivt sted at bo. Vi har alt her. Nogle gange skal vi bare lige huske at åbne øjnene for at se det. Derudover håber jeg på et styrket samarbejde mellem kultur og sport, til gavn for alle borgere i Varde Kommune.