Fortsæt til indhold

Det var et år med blandede følelser

Tobakkens leder ser 2016 som udfordrende og frem mod et nyt år

Arkiv
Af Jan Mols, leder af Tobakken

Hvordan ser du tilbage på året, der er gået?
“Et år med blandede følelser. Vi fik en kold afvaskning med det dårlige økonomiske resultat for 2015 – og det har sat betingelserne for 2016, som har været et år præget af solidt arbejde for at tænke nye tanker, ideudvikle, skabe mere økonomisk råderum, tiltrække positiv opmærksomhed om vores virkefelt, finde besparelser osv. osv. – og samtidigt ansøge om at blive regionalt spillested i perioden 2017-2020 og i øvrigt drive Tobakken, Huset og Konfus med alle vores sædvanlige aktiviteter og udfordringer.
Når det så er skrevet, har vi faktisk haft et godt år med masser af aktiviteter, gode navne og masser af glade publikummer, som giver os brændstoffet til at give det hele en ekstra tand. Og vi blev udpeget til regionalt spillested igen.”

Hvad håber du arbejdsmæssigt, at der kommer til at ske i 2017?

“Jeg håber, at Tobakken, Huset og Konfus får masser af positiv opmærksomhed. Jeg håber, at publikum har lyst til at købe billetter til alle de fine arrangementer, vi har gennem hele året. Jeg håber, at erhvervslivet har lyst til at bruge Tobakken endnu mere i fremtiden, at vores nye sponsorkoncept bliver godt modtaget og at flere virksomheder har lyst til at holde sommerfest hos os. Jeg håber, at vi finder økonomien til at gøre vores cafe helt færdig og bygge en ny bar i den store sal. At der kommer gang i offshoreindustrien igen, og at Esbjergs erhvervsliv blomstrer – så der er overskud og energi til at deltage i og støtte kulturen – også i fritiden... Ja ja – jeg kunne fortsætte…”

Hvad håber du, at der personligt vil ske i 2017?

“Vi kan starte med fred i verden… Men det er jo nok et stort ønske. Går det, som jeg håber på Tobakken, så burde der blive mere tid til både at være sammen med familien og venner – og måske en ekstra portion musik med de bands, jeg spiller med. Og skulle jeg gå rundt og kede mig, kunne efteruddannelse måske blive aktuelt…”