"Hvorfor skal der være så meget trafik i vores smalle gade?"
En lokal borger forstår ikke, hvorfor by- og kulturudvalget åbner den smalle gade på Vesterbro for bilkørsel i begge retninger
Vindegade, der krydser med Kongensgade i centrum af Odense, er fornylig blevet åbnet for bilkørsel i begge retninger. Indtil har der tidligere været ensretning i den meget smalle gade, hvis du som bilist kom fra Føtex på Vesterbro, men nu er det altså muligt at passere igennem fra begge sider af byen.
Beslutningen er truffet af By- og kulturudvalget, men politikerne har langt fra tænkt sig grundigt nok om, hvis du spørger Thomas Appel, der bor med sine børn og kone lige op til Vindegade.
"Mængden af trafik bliver alt for voldsom i forhold til, hvad gaden kan rumme. Derudover er jeg bekymret for mine børns sikkerhed, da de skal cykle på vejbanen, fordi der ikke er plads til en cykelsti," forklarer Thomas Appel, der til daglig arbejder som fotograf.
Familiefaren mener, at det er helt hen i vejret at lave en lille gade i bymidten om til en omfartsvej.
"Jeg forstår ikke, at vores lokale politikere nu opfordrer folk til at bruge de små gader helt inde i centrum af vores by, der i forvejen er højt belastet efter på grund af gravearbejde og vejlukninger. Hvorfor ikke bare vænne dem til at benytte Vestre Stationsvej, hvor der er fire vejbaner," spørger Thomas Appel.
Lav en lukket gågade
Thomas Appel har skrevet en mail til børn- og ungerådmanden, Susanne Crawley Larsen (R), hvor han foreslår, at Vindegade spærres fuldstændig af fra begge sider.
"Jeg mener, at politikerne bør lave en aflukket gågade for biltrafik fra fodgængerfeltet ved Kongensgade og hen til hjørnet ved Grønnegade, som fører dig ned mod Brandts," siger Thomas Appel og uddyber.
"På den måde tvinges bilisterne også til at vælge Vestre Stationsvej, hvor der er langt mere plads til dem."