Fortsæt til indhold

Wozniacki-medalje vil være et mirakel

Arkiv
Danni Paulsen

Hun er Danmarks absolut største stjerne, og hun har da også æren af at bære den rød/hvide fane ind til åbningsceremonien.
Men Caroline Wozniacki har ingen chance for at vinde medaljer ved dette OL, hvis man skal tro TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen.
"Der skal ske et mirakel, a la da Frederik Løchte Nielsen vandt Wimbledon i 2012, hvis hun skal komme tæt på medaljer. ALT skal flaske sig, før vi overhovedet skal turde tro på hende, det må man være realistisk at sige, selvom vi virkelig håber på Wozzy-succes her på TV 2, for hun er stadig en verdensstjerne, der virkelig kan være en seermagnet" lyder det fra tennisredaktøren.
Den tidligere verdensetter er raslet ned ad verdensranglisten den seneste tid, men det er ikke kun dårligt spil, der er skyld i den nuværende 53. plads, som desværre også betyder, at Wozniacki ikke er seedet til OL.
"Hun har mildest talt haft mange udfordringer med skader og dårligt spil i denne sæson, som bedst kan betegnes som et 'annus horribilis'. Vi kan dog godt håbe på, at hun vinder en kamp eller tre, og så har OL også været en succes for hende, for hun trænger til at vinde nogle kampe," siger Henrik Jensen.
Wozniacki, der boede i Bellinge, til hun var fire år gammel, måtte udgå af sin seneste turnering med en skade i arm/skulder-regi, og den vil nok præge hendes OL.
"Landstræner Kenneth Carlsen siger, hun er klar til OL, men forberedelserne har slet ikke været optimale, for hun har måttet dosere træningen," siger Henrik Jensen, der dog er sikker på, hun vil give alt til kampene i Brasilien.
"Jeg har indtryk af, at OL betyder enormt meget for hende i forhold til hendes konkurrenter. Nogle af de bedste spillere har jo meldt fra, blandt andet fordi der ikke er pengepræmier eller mange ranglistepoint på spil."