Festival-skaber 70 år
Leif Skov, der mere end nogen anden enkeltperson, var med til at gøre Roskilde Festivalen til Nordeuropas vigtigste musikarrangement og Danmarks største kulturbegivenhed, fylder 70 år fredag den 30 december.
Som mange andre af festivalens hovedpersoner kom han ind i arbejdet med arrangementet på Dyrskuepladsen som frivillig. Men inden længe gjorde skolelæreren fra Ramsø sig bemærket med sine klare holdninger om at skabe et anderledes arrangement, der handler om meget andet end musik og hele tiden udvikler sig. Plus ikke mindst sine evner til at kommunikere et tydeligt budskab ud.
Derfor blev han en af de første ansatte og var gennem 1980'erne og 90'erne med til at gøre Roskilde Festivalen til noget helt specielt, der tiltrak titusinder fra både Danmark og nabolandene.
Men samtidig boede Leif på Duebrødrevej og var helt bevidst om, at festivalen byggede på Roskilde og alle de lokale frivillige. De gjorde det muligt at gennemføre et så stort arrangement, hvor pengene ikke kun skulle ende i private lommer.
Dødsulykken på Dyrskuepladsen i år 2000 ramte ham hårdt, men han tog igen ansvaret - også da det gik galt. Leif stod frem og forklarede, hvorfor musikken skulle fortsætte, selv om fortvivlede forældre og andre lod deres sorg og frustration gå ud over ham.
Katastrofen foran Orange Scene under koncerten med Pearl Jam var en vigtig grund til, at Leif Skov stoppede i 2002 og siden har brugt sin helt unikke viden til at arbejde som konsulent for andre store musik-arrangementer rundt om i verden.
Fik rockmuseum
Når man møder Leif i Roskilde, er det ikke en bitter eller tilbageskuende person, selv om han heldigvis stadig har sine egne ideer om, hvordan tingene bør gøres.
Hvert år kan han træffes under festivalen i Rom og Cigarbaren, hvor han gerne deler ud af sin viden og synspunkter. I sommer betroede han mig således, at det var en af de bedste festivals i mange år, målt på stemning og musik.
Leif Skov spillede på ny en hovedrolle, da beslutningen om placeringen af landets nye rockmuseum skulle træffes. Uden hans indsats var det ikke landet i Roskilde.
For et par måneder siden var jeg med ham en tur rundt på Ragnarock, hvor han til avisen fortalte om nogle af de minder, som udstillingen på det nye museum vakte hos ham.
Her fik læserne et engageret og vidende indlæg, der kun kan øge lysten til at besøge denne nye attraktion i Roskilde, hvor Leif stadig ånder og arbejder for det samme, som han var med til at skabe i så mange år.