Syrisk flygtning med egen restaurant
Abed Arab er på to år gået fra syrisk flygtning til ejer af en succesfuld restaurant med lækker arabisk mad
Der dufter af hummus, koriander og mynte i køkkenet hos Restaurant Palmen på Pjentedamsgade 16B. Ejeren Abed Arab (46) snitter og koger i bestræbelserne på at blive klar til aftenbuffeten.
Han er den sidste af de fem nominerede til Lokalavisens IværksætterOdense-pris 2016, der fredag uddeles på Stjerneskibet ved Odense Havn.
Udover at være en vanvittig dygtig kok er Abed Areb et forbillede og en inspiration for mange nydanskere.
Det er kun to år siden, han kom til Danmark som syrisk flygtning, men han har på rekordtid formået at banke en stærk forretning op og har tilmed kunnet ansætte fire medarbejdere.
“Jeg er taknemmelig for den hjælp, jeg fik, da jeg ankom til Danmark. Men jeg har det bedst med at forsørge mig selv og betale skat og på den måde give noget tilbage til Danmark,” fortæller han til Lokalavisen via en tolk.
Inden han for fire måneder siden bød de første sultne gæster velkomne her i sin egen restaurant, pendlede han på arbejde på et spisested i Esbjerg. De mange arbejdstimer har betydet, at Abed Arab endnu ikke har haft tid til at blive fortrolig med det danske sprog.
“Men det kommer. Jeg begynder snart på sprogundervisning to gange om ugen,” siger Abed Arab, der har indrettet sin restaurant i mellemøstlig stil med vandfontæne, kunstige palmer og farverige vægmalerier.
“Jeg håber, gæsterne føler sig hensat til Dubai eller Damaskus, når de spiser her.”
Børnevenligt koncept
Maden er arabisk med inspiration fra det syriske, libanesiske og jordanske køkken, og råvarer som aubergine og vindruekerneblade er blandt de vigtigste ingredienser.
Menukortet byder på en række hovedretter, tilbehør og desserter, alle med et arabisk tilsnit, men det er aftenbuffeten til 95 kroner, som er det store tiltrækningsplaster og hver aften tilfredsstiller mellem 30 og 50 sultne ganer.
Abed Arab, der har arvet sin madpassion fra sin far og tidligere arbejdet på fem-stjernede hoteller rundt omkring i Mellemøsten, fortæller, at det især er børnefamilier, han gerne vil tiltrække.
“Selvom maden er krydret, er den ikke stærk. Børn skal føle sig velkomne her. Mine tjenere rækker altid menukortet til børnene først. På den måde føler børnene, at de tager forældrene med ud at spise og ikke omvendt,” siger han.
Af et godt hjerte inviterede han for et par uger siden 45 anbragte børn i alderen 3-16 år fra blandt andet institutionen Løkkehus på en oplevelsesmiddag.
“Det var rart at få mulighed for at forkæle nogle af de børn, der har det sværere end flertallet,” forklarer Abed Arab om den gode gerning.
Udvider til sommer
Går alt efter planen, skal restauranten til sommer udvides med en vandpibebar på terrassen, hvor gæsterne kan nyde tobak og frugtdrinks. Lykkes det, bliver det måske muligt at ansætte op til tre personer mere.
Det ville også give Abed Arab lidt luft, for indtil nu har han arbejdet fra 9-22 alle dage undtagen mandag, som er en hviledag.
“Det har været en travl opstart. Heldigvis har jeg fået god hjælp til papirarbejdet hos min sagsbehandler i Odense,” siger Abed Arab, der varmt kan anbefale andre at blive selvstændige. For som han siger:
“Hvis man har en drøm, skal man bare klø på. Man har intet at tabe, og hvis man bliver ved med at prøve, skal det nok lykkes til sidst.”
Læs mere på www.restaurantpalmen.dk.