De samler underskrifter ind, da 20.000 biler i døgnet er vanvid
Lokale beboere i Vindegade har startet underskriftsindsamling for at bevare ensretningen
Ifølge Odense Kommune vil den fulde åbning af Vindegade betyde, at omkring 20.000 bilister hver dag kører igennem - mod omkring 7400 under ensretningen.
Vindegade har blot to vejbaner og er cirka syv meter på det meste smalle sted. Derfor har lokale beboere i Vesterbro-kvarteret nu startet en underskriftsindsamling mod den meningsløse trafikplan.
"Det er vanvid. Hele Vesterbro-kvarteret skal ikke bære læsset efter lukningen af Thomas B. Thriges Gade, hvor der kørte godt 25.000 biler i døgnet på fire vejbaner," siger Peter Helskov Jørgensen, der bor i Vindegade.
Peter Helskov Jørgensen håber derfor, at underskriftsindsamlingen kan være med til at få politikerne til at vende tilbage til den gamle model.
"Vi ønsker at bevare ensretningen, da det var en fornuftig løsning, som vi kunne leve med. Men den fulde åbning gør vores bydel til et utrygt sted at færdes for især bløde trafikanter, og trafikstøjen bliver voldsomt forværret," påpeger Peter Helskov Jørgensen.
Hvis du vil skrive under, foregår det lige nu på internettet. Du kan finde et link på Facebook-siden 'Vesterbro Odense', hvor 230 lige nu støtter op.
"Men vi laver også en fysisk underskriftsindsamling, når åbningen i begge retninger har kørt i et stykke tid," fastslår Peter Helskov Jørgensen.