Fortsæt til indhold

Røde Kors i Esbjerg vil hjælpe løsladte

Med et nyt projekt vil Røde Kors i Esbjerg være med til at mindske antallet af løsladte, der falder tilbage i kriminalitet

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

“Har man prøvet at se sådan et fængsel indenvendigt, så forstår man godt, at de løsladte fysisk og psykisk er fuldstændig nedbrudte. Mange tør simpelthen ikke at gå ud at møde nye mennesker, når de er tilbage i friheden.”
Ordene kommer fra Svend Ole Madsen, og han ved, hvad han taler om. De sidste måneder har han været rundt i landets fængsler for at samle input fra de indsatte.
Han er nemlig tovholder på et nyt projekt hos Røde Kors i Esbjerg, som skal hjælpe løsladte esbjergensere med at komme tilbage til en normal hverdag uden for fængslets mure.
“Det kommer til at foregå på den måde, at en række frivillige skal være mentorer for de løsladte, som oftest mangler et netværk. De her mentorer kan så tage med den løsladte til for eksempel fodbold, i biografen eller med på en cykeltur,” fortæller Svend Ole Madsen, som håber, at det kan være med til, at det bliver lettere for den løsladte at møde nye mennesker.

Et godt netværk er vigtigt

For det er lige præcis ens netværk, der lider et knæk, når man har siddet inde. Det forklarer Ole Bjørn Andersen, der er organisationschef hos Café Exit, som i flere år har kørt lignende mentortilbud i København, Odense og Aarhus.
“Udfordringen er, at man ofte har mistet sit gode netværk i den tid, man sidder inde. Det er venner og familie, der kan støtte, hjælpe og holde én kriminalitetsfri, som er væk, når man kommer ud,” fortæller han til Lokalavisen Esbjerg.
Den mangel kan ifølge organisationschefen hos Café Exit være medvirkende til, at mange ender tilbage i fængslet få år efter, at de er blevet løsladt. Derfor er der brug for hjælp.
“Vi er til stede i flere byer med vores hjælp til de løsladte. Det er sådan, at mange af de løsladte kommer ud af fængslet med en social angst, så det er et område, der har brug for enorm hjælp,” fortæller Ole Bjørn Andersen, der er positiv over for, at Røde Kors vil gøre en indsats i Esbjerg, hvor Café Exit netop ikke har et kontor.

Svend Ole Madsen er torvholder på Røde Kors’ nye projekt i Esbjerg.

Vil ændre på statistikken

De seneste tal fra Kriminalforsorgen, der driver Danmarks fængsler, viser, at hele 37 procent af de løsladte ender tilbage i et fængsel inden for to år efter, at de er kommet ud i friheden.
Det er det tal, som Svend Ole Madsen håber, at Røde Kors' nye projekt kan være med til at mindske.
“Vi er ikke professionelle, men vores projekt skal ses som et supplement til det arbejde, kommunen gør. Vi kan som frivillige hjælpe på andre områder,” fortæller han og fortsætter:
“Vi kan være en støtte for dem, når de skal møde nye mennesker. Vi skal ikke være deres netværk, men vi skal være med til at skabe deres netværk.”
Der vil være to personer tilknyttet hver enkelt løsladt, der er med i projektet. Kort inden personen bliver løsladt, starter Røde Kors sit arbejde med ham, og det fortsætter så de første 12 måneder af personens frihed.

Har brug for flere frivillige

Lige nu har Svend Ole Madsen seks personer på blokken til at være med som frivillig i projektets opstartsfase.
Men det er ifølge tovholderen slet ikke nok til at dække det fremtidige behov.
“Vi vil gerne have flere mentorer tilknyttet. Vi skal op at have 10 til 15, når projektet er kommet rigtigt i gang,” fortæller han.
Som frivillig behøver man ikke som sådan at have nogen kvalifikationer. Det hovedsagelige er, at man har lyst og kan være engageret i projektet.
Man skal i gennemsnit sætte tre til fem timer af til det om ugen
“Og så skal man selvfølgelig ikke være nervøs for at komme ind i et fængsel,” fortæller Svend Ole Madsen, som også har sat en aldersgrænse på minimum 25 år .
Røde Kors i Esbjerg regner med, at de nuværende mentorer får første samtaler med løsladte esbjergensere til oktober eller november.