Vindergenet var Viktors stærkeste side
Lennart Engler, Viktor Axelsens tidligere ungdomstræner, giver dig et unikt indblik i arbejdet med et specielt talent
Lennart Engler har en pæn andel i udviklingen af Viktor Axelsen.
I omkring seks år trænede han et meget specielt talent i Odense Badminton Klub. Et talent, der hadede at blive besejret.
"Han ville ikke tabe. Jeg har aldrig arbejdet med en ungdomsspiller, der har haft et så stort vindergen," siger Lennart Engler om Viktor Axelsen, der var under trænerens vinger fra U13 til U19.
Netop vindergenet overstålede, at Viktor Axelsen ikke var den bedste målt på evnerne med ketcheren.
"Teknisk lå han ikke forrest, når vi sammenlignede med andre. Men hans evne til at ofre alt for at blive bedre betød, at det gik stærkt med udviklingen. Vindergenet var klart hans stærkeste side," fastslår Lennart Engler.
Derfor var det vigtigt for ungdomstræneren at udnytte den enorme vilje i træningspassene, så det kunne flytte talentet endnu mere.
"Hvis han kunne se, at det vi trænede, gav en mulighed for at slå en modstander, så gik han ekstra motiveret ind i det," siger Lennart Engler.
Skulle vinde på defensiven
Viktor Axelsens defensiv er også et punkt, Lennart Engler har lagt kræfter i. Især da Viktor Axelsen røg i vejret.
"Modstanderens taktik var ofte at få ham til at komme ned til gulvet og op igen, da bevægeligheden kan være et ømt punkt for høje spillere. Til nogle turneringer sagde vi derfor til Viktor, at han skulle vinde kampen på sin defensiv. Han måtte altså ikke gå ind og slå hårdt," siger træneren.
"Vi brugte disse tilgange, fordi det var sjovt for Viktor. Og så vidste vi jo, at han ville give alt for ikke at tabe."
Familie har kæmpe andel
Lennart Engler er ikke meget for at tilskrive sig selv en pæn andel i Viktor Axelsens nuværende succes.
"Jeg deler succesen med familien, da de har ofret vildt meget for, at det kunne lykkes. Opbakningen er ligeså vigtig som selve træningen, påpeger talenttræneren, der i dag stadig har ansvaret for at udvikle ungdomsspillere.
"Blandt de yngste omkring 10 til 15 års alderen har vi nogle stjerner, som lyser godt op. I Viktors aldergruppe 17 til 22 må vi jo nok indrømme, at vi er lidt efter ham, griner Lennart Engler, som dog glæder sig over at have en spiller i klubben, der fik sølv i herredouble til ungdoms-VM.
Tog upopulært valg
Hvis ikke Odense Badminton Klub i sin tid havde truffet et vitalt valg, så var Viktor Axelsen måske aldrig blevet så dygtig.
"Han blev prioriteret foran andre i en meget ung alder. Det var ikke altid lige populært, men disse valg er man nødt til at tage som klub," fortæller Lennart Engler.
Talenttræneren tror på, at Viktor Axelsen kan blive verdens bedste indenfor en årrække.
"Han har altid sagt, at han ville helt i toppen. Nu er han i gang med at bide sig fast i top fem i verden. Hvis han kan holde sig skadesfri og fortsætte den flotte formkurve, så går der ikke mange år, før pilen peger på førstepladsen," vurderer Lennart Engler.