Fortsæt til indhold

Bankerne har svært ved at holde en aftale

Arkiv
Arkiv

Jørn Dohrmann
Medlem af Europa-Parlamentet for DF
Drenderupvej 30
Vamdrup

Når man som ny kunde indgår et partnerskab med en bank, så er der for det meste ingen ende på, hvad de vil gøre for en.

I mit eget tilfælde indgik jeg en aftale med Jyske Bank, om at der skulle være et bestemt rentespænd mellem renten på indlån og udlån. Alt var fryd og gammen.
Ja, altså lige indtil, at Jyske Bank besluttede sig for, at nu skulle det ikke længere være sådan ”på grund af den negative rente”.

Men hvad er nu det? En aftale er en aftale, og der, hvor jeg kommer fra, skal en sådan overholdes. Det gælder åbenbart ikke for Jyske Bank, men på den måde er Jyske Bank ikke et særtilfælde, kan jeg forstå på min omgangskreds. Det er snarere reglen, at banker kun holde de aftaler, de selv har gavn af. Hvis noget falder ud til kundernes favør, så bliver det straks ændret.

Bankerne vil vist uanset prisen for kunderne helst have deres kapital forrentet med en til elleve procent, mens kunderne tilsyneladende ikke behøver en forrentning af deres penge.

Jeg er da godt klar over, at det koster at bo i de fine domiciler, og at det er dyrt at uddele gyldne håndtryk, men jeg havde i grunden forventet en smule anstændighed i branchen.

Hvad det angår, ligner bankerne resten af finanssektoren, der lukrerer godt på de mange gebyrer og bidragssatser.

Det er på tide, at vi får en grundig gennemgang af hele sektoren – med fokus på konkurrencen eller rettere med fokus på den manglende konkurrence.