Ny svømmehal skrider
Stop op og tænk forfra, når ideen ikke holder, opfordrer Bent Jørgensen fra Venstre
Projekt-svømmehal har udviklet sig i en anden retning end den, man oprindeligt vedtog for fire år siden, og som man holdt møder med politikere og brugere om, mener Venstres Bent Jørgensen. - Den er både blevet dobbelt så dyr og barberet ned, siger politikeren. I det seneste stykke tid har der derfor løbende været en diskussion om, om svømmehallens placering i Roskilde Badet overhovedet er den rigtige. I den seneste udgave af Roskilde Avis, udtalte borgmester Joy Mogensens, at det er nu eller aldrig med svømmehallen. - Det undrer mig meget. Hvis udbygningen af Roskilde Badet ikke bliver til noget, fordi det bliver for dyrt, så har Roskilde jo stadig brug for mere svømmehal, siger Bent Jørgensen.
Dyr og bøvlet
Bent Jørgensen mener, at forudsætningerne for svømmehalsbeslutning er skredet, og at man derfor bør se på projektet igen. - Den har vist sig at være både dyr og bøvlet, og den har sprængt budgettet og tidsplanen gentagne gange. Svømmehallen er netop atter sendt i udbud, men uden at partier eller foreninger er inddraget i det reviderede projekt. - Det er borgmesteren i sin fulde ret til så længe, hun er helt sikker på, at budgettet på 135 millioner holder, siger Bent Jørgensen og fortsætter: - Sagen er, at det er os skatteborgere, der skal betale ekstraregningerne, hvis byggeriet bliver dyrere end planlagt. Og det er jeg overbevist om bliver tilfældet.
Byg en ny svømmehal
Ventrepolitikeren mener, at man i stedet bør bygge en helt ny svømmehal, så man undgår de uforudsete udgifter, der altid følger med, når man bygger ud. - Det vil være meget billigere og sikrere for os, og på den måde får vi meget mere for vores pengene. Politikeren mener, at man bør holde fast i en svømmehal med 50 meter bassin og tilhørende faciliteter. Men den skal ligge i Trekroner. Samtidig skal man holde fast i at opgradere Roskildebadet med wellness. - Et flertal af politikere i Byrådet er enige i dette, men de er bundet af det gamle forlig om svømmehallen. Også selvom den ikke kommer til at blive som aftalt, siger Bent Jørgensen og fortsætter: - Jeg mener, at når man kan se, at en ide ikke duer, så bør man give slip og finde en anden løsning i stedet for at straffe borgerne. ag@roskildeavis.dk