Politiker vil gøre det nemmere at være gæst i centrum
Ophævelsen af ensretningen i Vindegade, der gælder i to måneder, skal gøre det lettere at være bilist, men forsøget skal ikke misbruges, siger byrådsmedlem
Lars Havelund (K), medlem af by- og kulturudvalget og Odense Byråd, har stemt ja til midlertidigt at ophæve ensretningen i Vindegade på stækningen mellem Grønnegade og Klostervej. Ophævelsen gælder frem til 30. januar 2017.
Alle syv medlemmer i udvalget stemte for forsøgsordningen - med undtagelse af SF.
"Forsøget gør det nemmere for bilisterne at være gæster i centrum, når skal handle, til læge eller en tredje ting," siger Lars Havelund, der dog understreger, at gaden ikke skal misbruges.
"Hvis bilisterne konsekvens kommer til at bruge det som gennemkørsel for at undgå at køre ude på de større veje, så kommer det ikke til at fungere. Derfor appellerer jeg til, at bilisterne bruger denne mulighed efter hensigten."
Nødt til at prøve os frem
Lars Havelund fortæller, at by- og kulturudvalget forsøger at finde de bedste løsninger for gående, cyklister og bilister ved at afprøve muligheder.
"Der er mange trafikale forandringer i Odense lige nu. Derfor er det også naturligt, at vi prøver noget af for at se, om det fungerer. Hvis det ikke fungerer i Vindegade, så skal vi selvfølgelig ikke fortsætte, når forsøgsperioden udløber," forklarer Lars Havelund.