Fortsæt til indhold

DM i indendørs fodbold holdes i Aabenraa

Arkiv
Arkiv

Spillerne er fordelt på 28 damehold og 63 herrehold, som hver er på seks mand. Holdene dyster på tre niveauer, da spillerne repræsenterer et bredt spektrum fra elitespillere til rendyrkede amatører, der deltager for sammenholdets og oplevelsens skyld.

”Vi har påtaget os en stor opgave, som vi ser frem til. Vi håber på et godt og vellykket stævne og forventer mange spændende kampe i alle rækker,” siger stævneleder Lars Erik Henriksen fra IBC Aabenraa, der arrangerer DM-stævnet for handelsskoleelever, der holdes i Aabenraa og Sønderjylland for første gang.

Kampene spilles i Aabenraa Idrætscenter og Løjt Hallen med indledende kampe mandag og tirsdag og finaler og andre placeringskampe onsdag. Spillerne overnatter på IBC Aabenraa, som rykker undervisningsstart til en time senere, så indkvartering og undervisning kan foregå side om side. Kokkeelever fra EUC Syd sørger for at bespise de mange atleter.

”Der er fri entré til alle kampe. Alle er meget velkommen til at være tilskuere og heppe på holdene, så vi kan skabe god stemning ved stævnet og kampene,” siger Lars Erik Henriksen.

Dame- og herrehold fra IBC Aabenraa, IBC Kolding og IBC Fredericia Middelfart er blandt deltagerne ved DM.