Køge Bibliotek fejrer Halfdans runde dag
KØGE: Torsdag den 29. januar er det 100 år siden Halfdan Rasmussen blev født, og den kendte og elskede digters fødselsdag skal naturligvis fejres på Køge Bibliotek.
Det gør man med et foredrag om Halfdan Rasmussens forfatterskab ved cand.mag. i dansk Lene Tissot Koch.
De fleste kender Halfdans ABC og hans børnerim og tosserier, men hans forfatterskab favner langt bredere end det.
Denne aften vil Lene Tissot Koch gå i dybden med den del af forfatterskabet, der henvender sig til voksne, og hun vil bl.a. komme ind på forfatterens samtid, formsprog, temaer, inspiration og livssyn.
Foredraget vil blive krydret med digtoplæsninger og anekdoter fra Halfdan Rasmussens liv, som vil give aftenen den helt særlige stemning af 'Halfdansk' humor og varme.
Det sker på Køge Bibliotek torsdag den 29. januar kl. 19.00. Billetter købes på www.enkelbillet.dk.
pm